Jeg troede, at det ville være min redning: Den nye antabus mod mad. Men jeg er ikke tyk nok

Alle taler om, at Novo Nordisks nye milliardsællert Wegovy er et quickfix mod fedme, og overvægtige danskere strømmer til læger og onlineklinikker i jagten på en recept. Et kort øjeblik troede Berlingskes journalist Birgitte Erhardtsen, at den nye antabus mod mad også var hendes redning. Men hun er ikke tyk nok til at få den lægeordineret. Så er der kun endnu slankekur tilbage – selvom eksperter siger, det er omsonst.

Berlingskes Birgitte Erhardtsen vil gerne tabe sig, men hun er ikke tyk nok til Novo Nordisks nye quickfix Wegovy. Så der er kun én vej – slankekur! Mathias Svold

Der sidder otte kilo fedt for meget på min mave og hofter. Dem har jeg længe gerne villet af med, og da Danmarks medicinalflagskib Novo Nordisk før jul introducerede sit nye effektive lægemiddel mod overvægt i Danmark, var jeg fyr og flamme.

Wegovy dæmper appetitten, så man spiser mindre og taber sig hele 17 procent i gennemsnit. Man kan sige, det er en slags antabus mod mad. Det lyder forjættende for alle os, som slæber rundt på for meget fedt og drømmer om at komme af med det.