Japansk aktiemarkedet lukker i minus efter nye virusdødsfald

I Japan taber aktiemarkedet værdi efter yderligere dødsfald af coronavirus i Kina.

En interesseret forbipasserende betragter udviklingen på det japanske aktiemarked i januar sidste år. Mandag var der også rigeligt med røde tal at betragte. (Arkivfoto) Kim Kyung-Hoon/Reuters Fold sammen
Læs mere

Efter yderligere dødsfald i Kina som følge af coronavirusset har det japanske aktiemarked mandag reageret negativt. Det toneangivende Nikkei-indeks har tabt to procents værdi.

Markedet i Japan er et af de få asiatiske markeder, der overhovedet har åbent for handel. I flere andre asiatiske lande herunder Kina er markederne lukket på grund af det kinesiske nytår.

De få markeder, der har haft åben for handel mandag, har registreret fald.

Ud over Nikkei-indekset i Japan har der mandag været handel i Bangkok i Thailand. Her er Se Thai-indekset faldet med 2,9 procent.

Natten til mandag dansk tid bekræftede myndighederne i Kina, at yderligere 24 er døde af coronavirusset. Det bringer det samlede dødstal i Kina op på 80.

Udbruddet af virusset er faldet sammen med det kinesiske nytår, hvor store dele af den kinesiske befolkning drager til deres hjemstavn i forbindelse med fejringen.

Virusset har også bredt sig til andre dele af verden. Både i en række asiatiske lande såsom Malaysia, Japan og Singapore er virusset konstateret. Der er fundet bekræftet tilfælde i Australien, USA og Frankrig.

I de fleste tilfælde er det mennesker, der er kommet fra Kina.

I Singapore, der er et knudepunkt for rejser og turisme i regionen, har regeringen allerede varslet, at virusfrygten kommer til at kunne mærkes økonomisk.

»Vi forventer helt klart, at det kommer til at få en betydning for vores økonomi, erhvervsliv og forbrugertillid i år - særligt når situationen må forventes at stå på i noget tid endnu,« siger handelsminister i Singapore Chan Chun Sing ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Regeringen i Singapore overvejer ifølge Chan Chun Sing en hjælpepakke til landets turismesektor.

/ritzau/