Japans vækst svagere end ventet i fjerde kvartal

Den japanske økonomi har udviklet sig sløvere end ventet i fjerde kvartal.

Foto: YOSHIKAZU TSUNO

Det viser den endelige opgørelse over bruttonationalproduktet, BNP.

BNP voksede med 1,5 pct. i fjerde kvartal målt i forhold til tredje kvartal, opgjort sæsonkorrigeret og på annualiseret basis. Her var imidlertid ventet en vækst på 2,2 pct. ifølge estimater indsamlet af Bloomberg. En vækst på 2,2 pct. var også niveauet i den foreløbige opgørelse.

Kvartalet repræsenterer ifølge Bloomberg det tredje kvartal i træk med faldende investeringer.

- Virksomhederne afholder sig stadig fra aggressive investeringer i kapitalapparatet, siger Junko Nishoka, der er økonom hos Mitsui Banking Corp. til Bloomberg News.

Betalingsbalancen viste et markant mindre overskud end ventet, nemlig 61,4 mia. yen, hvor konsensusestimatet ifølge Bloomberg lød på 270,4 mia. yen.