Japans handelsoverskud langt højere end ventet i januar

Japans handelsoverskud var langt højere end ventet i januar. Det fremgår af nye tal fra det japanske finansministerium torsdag morgen.

Japans handelsoverskud var langt højere end ventet i januar. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: THOMAS PETER

Opgjort i sæsonkorrigerede tal var overskuddet på 119,4 mia. yen, hvor økonomerne havde estimeret et overskud på 61,6 mia. yen.

Ses der på de ikke-sæsonjusterede tal var der til gengæld et underskud på 645,9 mia. yen mod et ventet minus på 658,5 mia. yen.

Måneden før var der et reelt overskud på 140,2 mia. yen, mens det sæsonjusterede plus løb op i 36,6 mia. yen.

Eksporten faldt med skuffende 12,9 pct. i januar mod et ventet eksportfald på 10,9 pct., mens importen faldt 18,0 pct., hvor der var ventet et drop på 15,8 pct.

Det store eksportfald skyldes en reduceret eksport til Kina. Eksporten til Kina er typisk mindre i ugerne op til det kinesiske nytår, og den ugelange pause faldt tidligere på året i år. Ikke desto mindre er eksporten til Kina faldet seks måneder i træk.

- Det ser ikke godt ud for den japanske eksport. Japanske virksomheder flytter produktionen til udlandet, den globale økonomi bremser op og yen styrkes. Det er ved at stå klart, at der ikke er nogen driver til at understøtte Japans økonomi, siger cheføkonom Yasunari Ueno fra Mizuho Securities Co. i Tokyo til Bloomberg News.