Japan: BNP faldt - men ikke så meget som ventet

Som ventet var der fald i det japanske bruttonationalprodukt (BNP) i andet kvartal, men økonomiens sammentrækning var ikke helt så stor som frygtet. Det viser de endelige data fra de japanske myndigheder.

Læs mere
Fold sammen

Faldet i BNP blev på 0,3 pct. i forhold til kvartalet før og på 1,2 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.

Analytikerne havde ventet et fald på 0,5 pct. på kvartalsbasis og på 1,8 pct. på årsbasis, mens den foreløbige opgørelse viste et fald på 0,4 pct. på kvartalsbasis og 1,6 pct. på årsbasis.

Det er især den ringe efterspørgsel fra både de japanske forbrugere og fra udlandet, hvor især Kina har trådt på bremsen.

Det lægger sammen med virksomhedernes omkostningsbesparelser og et fald i eksporten pres på premierminister Shinzo Abes økonomiske plan kaldet "Abenomics", og en genoplivning af planen kræver flere stimuli, vurderes det.

- Virksomhederne kæmper stadig med at reducere varelagrene på grund af en svag efterspørgsel både på hjemmemarkedet og i udlandet. Regeringen vil formentlig lancere stimuli for 2500 mia. yen i en økonomiske pakke omkring oktober, vurderer økonom Junichi Makino fra SMBC Nikko Securities Inc. ifølge Bloomberg News.

Også et bekymrende fald i BNP-deflatoren, der er et bredt mål for inflationen i hele økonomien, viser de store problemer i den japanske økonomi. BNP-deflatoren var 1,5 pct. i andet kvartal mod de ventede 1,6 pct.

Privatforbruget faldt 0,7 pct., mens virksomhedernes investeringer faldt 0,9 pct.