Jack Ma og Kinas kopister

Kinas største erhvervsikon er langtfra lige så populær internationalt, som han er i sit hjemland. Jack Ma og Alibaba har tjent milliarder på internethandel – også på de falske varer.

Jack Ma har en drøm om at erobre verden med sit internetimperium Alibaba og fik noget at fundere over, da hans selskab blev suspenderet fra en international organisation mod kopivarer. Foto: Shu Zhang/Reuters Fold sammen
Læs mere

Historien om Jack Ma er historien om kinesisk entreprenørånd. Om knægten fra Hangzhou, som dumpede ved optagelsesprøven til hjembyens dårligste universitet og i stedet etablerede en virksomhed, der har ændret den måde, kineserne handler på.

Historiens hovedperson er gået fra ingenting til at være en af landets rigeste personer og mest kendte ansigter. Så helt underligt er det ikke, at Jack Ma har opnået noget nær heltestatus i kinesiske erhvervskredse. Hans succesfortælling tager udgangspunkt i milliardforretningen Alibaba – verdens største markedsplads for handel på nettet.

For to år siden stod virksomheden for den største børsnotering på Wall Street nogensinde. At Alibaba valgte at gå på børsen i New York og ikke i Shanghai eller Hongkong, findes der flere forklaringer på. En vigtig en af dem er, at Jack Ma vil ud over Kinas grænser. Han vil udvide sit internetimperium og erob­re resten af verden. Men jo mere han skruer op for Alibabas internationale ambitioner, jo mere står det klart, at han ikke har lige så mange venner ude som hjemme.

Forklaringen skal findes i den syndflod af kinesiske kopivarer, der handles via Alibabas salgskanaler. Det er især tilfældet på selskabets største markedsplads kaldet Taobao. Her kan privatpersoner åbne en online-butik og sælge egne produkter. Lidt som det kendes fra amerikanske eBay – bare mange gange større. Findes det, kan det købes på Taobao. Og ofte til en brøkdel af prisen, fordi varen er falsk og produceret på en fabrik et sted i Kina.

Alibabas ledelse har mange gange lovet at slå ned på salget af kopivarer og lukke de involverede butikker, men omfanget er enormt. Alene i årets første kvartal blev der handlet varer til en værdi af 748 milliarder kroner på Alibabas platforme. Undersøgelser – blandt andet foretaget af kinesiske myndigheder – viser, at en stor del af varerne er kopier. Derfor tvivler mange på, at Jack Ma for alvor formår at rydde op i sit online-univers.

Kampen mod kopivarer

Han skulle i dag have været blandt hovedtalerne på en konference i Florida om kampen mod kopiering. Arrangøren er interesseorganisationen International Anti-Counterfeiting Coalition (IACC). Sidste måned blev Alibaba optaget som medlem i organisationen. Det faldt ikke i god jord hos flere af de andre medlemmer.

Modehuset Kering, der ejer mærker som Gucci og Puma og længe har været efter Alibaba, valgte at smække med døren. Kering og Alibaba krydser allerede klinger i en retssag, hvor Kering har fremlagt beviser for, at der en enkelt måned i 2014 blev solgt 37.000 falske Gucci-tasker fra 2.731 forskellige butikker på Taobao. En søgning af nyere dato lavet af erhvervsmediet Forbes viste, at 30.000 Gucci-produkter var til salg for under 300 kroner – væsentligt lavere end hvad luksusmærket normalt sælges for. Også Tiffany valgte at forlade IACC, efter at Alibaba blev inviteret indenfor. Og da flere medlemmer truede med at gøre det samme, besluttede ledelsen i organisationen at suspendere Alibabas medlemskab.

Forløbet har mildest talt været en rodet affære. Og noget af et nederlag for Alibaba, der sender en anden fra ledelsen til at tale ved dagens IACC-konference. Suspenderingen ser internetgiganten som et resultat af en intern magtkamp.

»Ingen organisation bør kontrolleres af interne politiske kampe, og ingen organisation bør kidnappes af personlige interesser i nogle enkelte virksomheder,« fremgår det af en udtalelse fra selskabet, hvor Alibaba samtidig fremhæver sin egen indsats mod kopierne.

I dag har Alibaba 2.000 ansatte, der udelukkende arbejder med at finde og stoppe salg af kopivarer. Det sker blandt andet ved hjælp af software, der sammenligner priser og billeder.

Ifølge Alibabas egne opgørelser har indsatsen fjernet omkring 100 millioner falske produkter i løbet af det seneste år. I samme periode er kopivarer til en værdi af 822 millioner kroner blevet konfiskeret. På den baggrund forsøger Jack Ma igen og igen at positionere Alibaba som en del af løsningen i kampen mod Kinas kopister. Endnu ser mange af verdens etablerede mærker ham som en del af problemet.