Omkring hver tredje lejlighed i Aarhus blev i marts solgt til en pris, der var højere end udbudsprisen.

Det skriver Boligsiden i en pressemeddelelse fredag.

Til sammenligning var det tilfældet for blot syv procent af lejlighederne i Aarhus i samme måned sidste år.

Stigningen skyldes, at udbuddet af lejligheder ikke kan følge med efterspørgslen. Det siger Birgit Daetz, der er boligøkonom hos Boligsiden.

- Der er virkelig rift om lejlighederne i Aarhus, og det hænger især sammen med det meget lave udbud, der aktuelt er gældende.

- Antallet af lejligheder til salg matcher ganske enkelt ikke antallet af købere, og derfor ser vi også så stor en andel af handler med overbud, fordi køberne vil sikre sig handlen, når de ser den rigtige lejlighed.

I marts blev der solgt 252 ejerlejligheder i Aarhus. Det er en stigning på 23 procent på et år.

Det er ikke kun i Aarhus, at køberne er villige til at betale mere end udbudsprisen. Tendensen gælder ifølge Boligsiden generelt for lejlighedsmarkedet.

Ifølge Boligsidens tal blev 20,3 procent af de solgte ejerlejligheder på landsplan i marts solgt til en pris over udbudsprisen. Det er den højeste andel, som er registreret på månedsbasis i Boligsidens statistik.

- Tilbage i februar 2021, hvor der også virkelig var run på lejlighedshandlerne, så vi en andel af handler med overbud på 19,1 procent. Så aktuelt ser vi lidt flere købere, der er klar til at smide et ekstra beløb på bordet for at sikre sig handlen, siger Birgit Daetz.

- Det er en tendens, vi ser, når aktiviteten stiger på boligmarkedet, men det kan til gengæld også hurtigt vende igen.

- Vi skal for eksempel ikke længere tilbage end til december 2022 for at finde en andel af lejlighedshandler på overbud på blot 2,6 procent, lyder det fra boligøkonomen.

/ritzau/