Iværksætterprofil har succes som coach

Opstart. Den tidligere formand for Dansk Iværksætter Forening, Nicolai Seest er som direktør for Startup Company kommet igennem sin egen opstart med skindet på næsen.

Da den tidligere formand for Dansk Iværksætter Forening, Nicolai Seest, for to år siden ønskede at coache iværksættere, var det til lyden af skeptiske stemmer, der satte spørgsmålstegn ved, om man kan leve af det.

Med et bruttoresultat på to millioner og et mindre overskud på 372.000 kr. i virksomhedens første regnskab har Nicolai Seest sammen med sin partner David Madié bevist, at forretningen godt kan køre rundt.

- Vi er ganske godt tilfredse med, at vi som en nystartet virksomhed kommer ud med et overskud. Det giver lidt luft til at udvikle forretningen, siger Nicolai Seest.

Der er ingen tvivl om, at der blæser positive vinde igennem iværksætter-Danmark for tiden. Nicolai Seest kalder det den anden bølge af iværksættermani. Første bølge skyllede ind over landet for små ti år siden i dot.com-perioden, hvor han selv startede som iværksætter.

Skal have holdningMed ti års erfaring som iværksætter og fem år som formand for Dansk Iværksætter Forening, har han nu sat sig for at øse ud af sin viden i en tid med medvind.

- Når man skal sælge viden, kræver det en dedikeret kraftpræstation og en holdning til det man beskæftiger sig med. Det har vi gennem vores erfaringer og politiske virke. Jeg tror, at grunden til, at vi bliver modtaget positivt af kunderne, netop hænger sammen med, at vi har prøvet mange af deres problemstillinger på egen krop og har en holdning til det, siger Nicolai Seest.

Flere elementerForretningen er bygget op på flere elementer, der alle kredser om at forbedre de danske iværksættere. Både David Madié og Nicolai Seest fungerer som coaches, hvor de sparrer med en nystartet virksomhed i det omfang virksomheden ønsker det. I øjeblikket er de to iværksættere tilknyttet 30 til 40 virksomheder. I det man kan kalde en noget mere udvidet funktion af den sparring, sidder de begge to også i en stribe bestyrelser hos iværksættervirksomheder.

Derudover afholder de kurser og foredrag for en rækker organisationer og uddannelsesinstitutioner. Som et nyere tiltag bistår Startup Company Undervisningsministeriet med at bringe iværksætteri endnu mere ind i det danske undervisningssystem.