Iværksætteren, rigmanden og børshajen Lars Tvede: Fire positive ting, der kommer ud af coronakrisen

»Viruskrisen tåler ikke sammenligning med finanskrisen – slet ikke,« siger Lars Tvede, som så krisen komme, adskillige dage før eksperter og myndigheder vågnede op. Han solgte alle sine aktier allerede 21. februar – længe før Danmark tog krisen alvorligt.

Rigmand, børshaj og iværksætter Lars Tvede så coronakrisen før de fleste andre. Nu trøster han os med, at det hele ikke bliver så slemt. Oscar Scott Carl

Danmark og resten af verden er lukket ned, og en ubehagelig undergangsstemning breder sig. Hverdagen begynder med morgenmøder på Google Hangout med kig til kollegernes morgenhår og hjemmekontor i soveværelset, og efter arbejdstid er der kun byens tomme gader at ty til, hvor man kan gå rundt og føle sig som en statist i en katastrofefilm – hvis man ellers vover sig ud.

En snak med iværksætteren, forfatteren, rigmanden og børshajen Lars Tvede er overraskende opmuntrende midt i miseren. Godt nok har han solgt alle sine aktier i forventning om store kursfald på grund af coronakrisen, men det betyder langtfra, at han maler fremtiden med sort katastrofepensel.