Italiensk skandalebank ramt af mystisk selvmord

Skandale. Verdens ældste bank er på vej i dybet, og omkostningerne løber op i milliarder af euro, et tabt parlamentsvalg og nu også et selvmord. I løbet af bare fem år lykkedes det ledelsen at ødelægge en 500 år gammel bank.

Den italienske storbank Banca Monte dei Paschi di Siena leverede et gigantisk underskud på 4,7 milliarder euro i 2011. Foto: Stefano Rellandini Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På et tidspunkt blev det for meget for David Rossi. Vi ved ikke, hvornår han traf beslutningen, men onsdag aften ved 20-tiden åbnede han vinduet i sit kontor på anden sal i det middelalderlige Salimbeni-palads i midten af Siena. Derefter kastede han sig ud.
Rossi var kommunikationschef i Banca Monte dei Paschi di Siena, og hans selvmord er det foreløbige lavpunkt i den økonomiske skandale, der har ramt verdens ældste og Italiens tredjestørste bank.

David Rossi var en af de chefer fra banken, som fik ransaget både kontor og privatbolig af politiet, men han er ikke blevet sigtet, og der er ingen forklaring på, hvorfor det netop var ham, der bukkede under for presset. Før springet var han begyndt på et afskedsbrev til sin kone; den sammenkrøllede seddel blev fundet i papirkurven, og der stod kun: »Jeg har gjort noget dumt«.

Hvad han mente med det, kan man foreløbig kun gætte på, men David Rossi har arbejdet tæt sammen med Monte dei Paschis tidligere bestyrelsesformand, Giuseppe Mussari, som var den, der hentede ham til banken. Og netop Mussari står centralt i skandalen. Banken besluttede i sidste måned at stævne både ham og den tidligere administrerende direktør med krav om erstatning.

Monte dei Paschi di Siena gav et tordnende underskud på 4,7 milliarder euro i 2011, først og fremmest på grund af nogle helt katastrofalt mislykkede forretninger med såkaldte »strukturerede produkter«, og sidste år måtte den fine, gamle bank reddes af den italienske stat med en kapitaltilførsel.

Allerede i 2009 havde Monte dei Paschi fået statslig hybridkapital sammen med tre andre banker, altså lidt i retning af den danske Bankpakke 2, men at endnu en redning var nødvendig – og så kort tid efter – var et chok for det italienske samfund, som ellers har undgået dramatiske bankkriser og krak.

Men de nye tab betyder, at sidste års redning ikke slår til, og den italienske stat skyder derfor yderligere 3,9 millliarder euro ind i Monte dei Paschi.

Milliardtab på stribe

Forretningerne med de »strukturerede produkter« eller derivater går helt tilbage til 2002, da Banca Monte dei Paschi di Siena havde brug for at få parkeret en aktiepost, man ejede i en anden italiensk bank, så man slap for at skulle bogføre et kurstab. Det hjalp Deutsche Bank italienerne med, og den tog sig betalt for det.

Derivaterne endte med at koste den italienske bank 367 millioner euro, men da man nu var nået frem til 2008, ville man også gerne slippe for at skulle bogføre dette tab. Og igen var Deutsche Bank behjælpelig: Et sæt nye derivat-kontrakter blev indgået, og italienerne fik et lån på halvanden milliard euro. Detaljerne dukkede først op til overfladen i januar i år, da pressen fik fingre i papirerne.

Senere fulgte en ny omgang derivat-aftaler, denne gang med JP Morgan, og midt under finanskrisen sluttede man af med nogle handler med Nomura.

Alle gav tab, som banken dog ikke bogførte. Og aftalerne med Nomura blev tilsyneladende først opdaget, da Guiseppe Mussari – ham som havde hentet David Rossi til banken – var gået af som bestyrelsesformand, og man fik adgang til hans pengeskab i banken.

Hvad disse transaktioner ender med at betyde for 2012-regnskabet, ved vi ikke endnu, men banken anslår foreløbig tabet til 730 millioner euro.

Man kan også gøre regnskabet sådan op, at det tog fem år at ødelægge en fem hundrede år gammel bank.

Politikernes bank

Regningen kommer de italienske skatteydere til at betale, og skandalen har allerede haft politiske følger. Bag Banca Monte dei Paschi di Siena står nemlig en fond, Fondazione Monte dei Paschi di Siena, som ud over at være bankejer også bevilger penge til kultur og videnskab i Siena og det øvrige Toscana. I dag er fondens ejerandel udvandet til 34,9 procent, men den er stadig den altdominerende hovedaktionær. Og den er tæt filtret sammen med den italienske venstrefløj.

Af de 16 medlemmer i fondens bestyrelse udpeges de otte af Sienas kommunalbestyrelse, fem af provinsen Siena, og én af regionen Toscana. Alle tre steder udgøres flertallet af det Demokratiske Parti, som da også har haft en gammel uvane med at sige »vi« om fonden.

Uheldigvis for venstrefløjen begyndte skandalen først at rulle i januar og februar i år, altså tæt på parlamentsvalget.

Italiens siddende regeringschef, Mario Monti, gjorde, hvad han kunne for slå politisk mønt på skandalen, og i et radiointerview under valgkampen sagde han direkte:

»Det Demokratiske Parti er indblandet i denne sag, fordi det altid har haft stor indflydelse på banken via dens fond. Problemerne i Monte dei Paschi, men også i andre tilfælde i den finansielle historie i Italien og i andre lande stammer for en stor dels vedkommende fra et grimt uhyre, nemlig sammenblandingen af bank og politik.«

En gigantisk skandale

Venstrefløjen er da også blevet svækket af skandalen, men uheldigvis for Monti var det nogle andre, som samlede mønten op.

»Det, man har gjort i Banca Monte dei Paschi er værre end Tangentopoli, Craxi og Parmalat tilsammen,« tordnede komiker-politikeren Beppe Grillo, da han 25. januar benyttede sine to aktier i banken til at tale på dens generalforsamling.

Grillo sammenlignede altså rent ud bankskandalen med de tre værste tilfælde af svindel og politisk korruption i efterkrigstidens italienske historie.

Og i valgkampens sidste uger blev tilslutningen til Grillos politiske bevægelse Movimento 5 Stelle næsten fordoblet. Der er bestemt nogen, som har gjort noget dumt, og det er ikke kun David Rossi.