Italiensk regering lover at blive på EU-dydens smalle sti

Italiens finansminister, Giovanni Tria. Arkivfoto: REUTERS/Tony Gentile/Ritzau Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Foto: TONY GENTILE

Efter længere tids uro omkring den nye italienske regerings økonomiske linje lover Italiens nye finansminister Giovanni Tria, at landet vil blive i euroen og vil begrænse sin gæld.

Det gør ministeren i et interview med den italienske avis Corriere della Sera søndag.

»Vores mål er (at øge) væksten og beskæftigelsen. Men vi har ingen planer om at øge væksten gennem underskud på de offentlige budgetter,« siger Tria i interviewet.

Han varsler en samlet plan i september.

»Den vil være sammenhængende med det mål at forsætte med at sænke gælden målt som andel af bruttonationalproduktet.«

Bruttonationalproduktet er rent teknisk den samlede værdi af landets produktion i løbet af en periode, fratrukket udgiften til råvarer og hjælpestoffer.

Det er dermed et mål for den økonomiske aktivitet.

Ud over den disciplinerede retning på finansloven, siger Giovanni Tria i interviewet, at regeringen i Italien ikke har nogen intentioner om at forlade euroen.

Ved udnævnelsen af Italiens regering var flere bekymrede EU-øjne rettet mod, hvem der blev udnævnt som finansminister.

Regeringen dannes med støtte fra det højreorienterede og EU-skeptiske parti Ligaen samt den ligeledes EU-skeptiske protestbevægelse Femstjernebevægelsen.

I regeringsgrundlaget lover den italienske regering at sænke skatterne, øge velfærdsydelserne og ændre på EU-regler om immigration og statsbudgetter.

Begge partier har tidligere talt for at forlade euroen. Det bliver der dog ikke tale om, siger Giovanni Tria i interviewet.

»Ikke alene ønsker vi ikke at forlade (euroen, red.). Vi vil handle på en måde, så forholdene ikke nærmer sig en situation, hvor de måske udfordrer vores deltagelse i euroen,« siger han.

I første omgang indstillede partierne bag regeringen Paolo Savona som finansminister.

Savona har kaldt euroen for et »tysk bur«, og hans modstand mod EU var større end Italiens præsident Sergio Mattarella ville acceptere. Han nægtede derfor at godkende regeringen med mindre den havde en anden finansminister.

Her faldt valget på Giovanni Tria, mens Paolo Savona blev minister for EU-affærer.

Italien er EU's tredjestørste økonomi, når Storbritannien har forladt unionen.

/ritzau/Reuters