IT-markedet vågner igen

Helt nye tal for salget af hestekræfter i computerlandskabet bekræfter, at der igen investeres i IT.

Læs mere
Fold sammen
Det danske IT-marked er ved at vågne igen, hvilket nu også de seneste, endnu ikke offentliggjorte tal for salget af computerkræfter i maskinrummet - servere - bekræfter. Hewlett-Packard sidder nu på over halvdelen af det danske marked.

»I 2003 har fjerde kvartal været ekstra godt. Den første halvdel af året var stadig sløvt, men efter sommerferien er interessen for at investere vokset helt bredt,« forklarer senioranalytiker Anders Elbak fra IDC Danmark til Berlingske Tidende.

I fjerde kvartal sælger producenterne af IT-udstyr som tommelfingerregel en tredjedel af hele årets omsætning, blandt andet fordi det er sidst på budgetåret, og fordi sommerferien normalt medfører færre investeringer midt på året.

»Set for hele 2003 er markedet for standardservere gået stykmæssigt 23 procent frem. I alt er der solgt 37.100 maskiner, heraf de 12.200 i fjerde kvartal, hvor fremgangen er på 30 procent,« siger Anders Elbak.

Dels er priserne faldet (en server står i cirka 50.000 kroner), dels er der nu gået så lang tid, siden alle forud for årtusindskiftet og dermed år 2000-problemet senest skiftede udstyret ud.

Hewlett-Packard tegner sig i hele 2003 for 53 procent af det danske marked for servere, mens IBM har 21 og Dell 16 procent.

Ind i skabet
Flemming Sustmann, der er ansvarlig for HPs serversalg i Danmark, er en glad mand.

»Det er utroligt behageligt, at markedet igen vokser, og det er kommet lidt bag på alle, at der nu bruges så mange penge på IT,« siger han til Berlingske Tidende.

Han mener, at HP har været både heldig og dygtig, idet man i årets løb har »taget fem store IBM-kunder i finanssektoren«.

Udskiftningen af hestekræfterne sker oftest ved at samle de mange enkeltstående servere, som står i kontorer og maskinrum, i eet centralt rum. Her udskiftes modellen så til de stadigt mere populære blade-servere, der som en slags Lego-klodser let kan bygges sammen og i øvrigt stables i skabe, så de ikke optager så megen gulvplads. Denne type servere kan kobles sammen, så computerkraften hurtigt kan øges eller ændres, og der kan være op til 400 af dem i et enkelt skab.

»Blade-servere er en meget økonomisk serverløsning. Det er sjældent ren forældelse, der får folk til at skifte. Ofte er det en ikke optimal opsætning og ditto driftsrutiner, der er afgørende,« siger Flemming Sustmann.