Det har været dyrt at bruge strøm i den første måned af 2026.
Elprisen har på landsplan ligget omkring 0,80 øre per kilowatt-time i gennemsnit, og det er den højeste gennemsnitspris siden februar sidste år. Her ramte elprisen i gennemsnit omkring 0,86 kroner per kilowatt-time.
Det skriver elselskaberne Norlys, Andel Energi og OK i pressemeddelelser.
Andel Energi har opgjort gennemsnitsprisen for januar til 82,1 øre per kilowatt-time. Det lidt højere beløb skyldes, at de har opgjort gennemsnitsprisen for Østdanmark.
Mads Brøgger, der er direktør i Norlys' energiforretning, forklarer, at hele Europa har fået en kold begyndelse på 2026.
- Det betyder, at vi har brugt mere strøm til at opvarme vores hjem og virksomheder end normalt.
- Samtidig har vi – atypisk for sæsonen – haft meget lidt vind, og de små nedbørsmængder i Skandinavien har derudover gjort, at vandreservoirerne i Sverige og Norge står lavt, og det har altså skabt en "perfect storm", der giver høje elpriser, lyder det.
Det var dog blevet endnu dyrere at bruge strøm i januar, hvis ikke elafgiften som en del af finansloven var blevet sænket fra nytår, skriver elselskaberne.
Elafgiften blev fra 1. januar 2026 sat ned fra 72,7 øre per kilowatt-time til EU's minimumsafgift på 0,8 øre for private husholdninger.
En typisk forbruger har ifølge videnscenteret Bolius, som hører under foreningen Realdania, et gennemsnitlig elforbrug på 1600 kilowatt-timer om året i Danmark.
En gennemsnitsfamilie på to voksne og to børn i et 150 kvadratmeter stort hus bruger 4500 kilowatt-timer om året.
Det svarer til, at en gennemsnitlig dansker bruger 4,1 kilowatt-timer om dagen, mens en typisk familie bruger 11 kilowatt-timer om dagen.
Fra elselskaberne lyder opfordringen: Hold øje med priserne, og brug strøm, når prisen er lavest. Det er den om natten og i dagtimerne.
Omvendt er det typisk om aftenen mellem klokken 17.00 og 21.00, at forbruget og de rå elpriser er højest.
Josefine Walter, der er kommerciel direktør i Andel Energi, mener, at det "understreger potentialet i fleksible energiløsninger".
- Man kan med fordel tilpasse sit forbrug, så det primære forbrug ligger i de billige nattetimer, lyder det i pressemeddelelsen.
/ritzau/
