Is-stolen løfter den tunge arv efter Jacobsen

I 1950''erne blev medicinalfirmaet Novos nye kantinebygning i Bagsværd opført efter navnkundige Arne Jacobsens streg.

Det danske design-geni nøjedes ikke med at tegne bygningerne. Han designede også stolene til de medarbejdere, der skulle bruge kantinen. Myren blev skabt.

Det blev en af landets og møbelfirmaet Fritz Hansens største møbelklassikere overhovedet, og den er siden blevet fulgt op af andre Arne Jacobsen klassikere som Ægget og Svanen.

Piet Hein og Poul Kjærholm er andre kendte, danske designernavne, som har gjort Fritz Hansen synonym med den klassiske, danske møbeltradition.

Et nærliggende spørgsmål i dag er, om det overhovedet er muligt i vore dages køb-og-smid-væk kultur er muligt at skabe nye klassikere.

Hos Fritz Hansen er man ikke i tvivl om, at svaret på det spørgsmål er et ja!

Kasper Salto

Manden, der skal løfte den tunge arv efter de danske designkoryfæer, hedder Kasper Salto.

Han blev uddannet møbelsnedker i 1988 og forlod Danmarks Designskole i 1994.

Siden har han modtaget en række priser. I fjor vandt han Møbelprisen 2003 og Le Grand Prix Du Design i Frankrig for Ice-stolen.

Sidstnævnte er netop Fritz Hansens aktuelle bud på et moderne alternativ til de gamle klassikere som Myren, der altså stadig fremstilles.

Mange forbinder formentlig den danske virksomhed med klassiske møbler til private hjem, men i virkeligheden har Fritz Hansen næsten siden starten satset på det professionelle kontraktmarked.

Helt op imod 80 pct. af virksomhedens omsætning hidrører fra kontraktsalg. At en stor del af møblerne alligevel går til private hjem, hænger, ifølge Global Brand Manager, David Obel Rosenkvist, Fritz Hansen, sammen med, at folk har ladet sig inspirere af virksomheders og institutioners brug af klassiker-møblerne.

- Vi er ikke noget traditionelt kontorindretningsfirma. Vi satser først og fremmest på at levere designmøbler i høj kvalitet til kundernes offentlige rum, hvor folk mødes. Vi har forsøgt os med kontorstole, men er gået væk fra det igen. I dag går vi entydigt efter de stærke designs med høj signalværdi, siger han.

Nyt bordIce-stolen, der blev introduceret i 2003, sælger allerede godt, oplyser de hos Fritz Hansen, og nu har stolen så fået sit eget bord Ice-bordet. Samtidig er der kommet ekstra farvemuligheder til stolen.

Ice-serien er dels et udtryk for, at en ny generation af designere er ved at nå frem i forreste linie.

Den er også et spejlbillede af den materialeteknologiske udvikling.

Hvor Arne Jacobsens stabelstole i 1950erne var udtryk for en ny produktionsteknologi i og med, at de blev fremstillet i formspændt finer i to dimensioner, er Ice udtryk for de nye materialer i dag med kunststof og aluminium som de væsentlige materialer.

Materialevalget er samtidig årsag til, at serien kan bruges såvel indendørs som udendørs. Bordet findes i fire størrelser og to farve varianter.

Stolen findes i seks forskellige farver.

Såvel borde som stole er stabelbare.

Fritz Hansen er en af landets ældste møbelvirksomheder. Den blev grundlagt af møbelsnedker Fritz Hansen helt tilbage i 1872.

Virksomheden er siden blevet synonym med klassiske designmøbler via samarbejdet med nogle af landets kendteste møbeldesignere.

To tredjedele af produktionen eksporteres til først og fremmest andre europæiske lande og USA, Japan og Australien.

Virksomheden, der har godt 200 ansatte, har netop offentliggjort sit årsregnskab.

Det viste en årsomsætning på godt 350 mio. kr. og et resultat før skat på 17,4 mio. kr. Fritz Hansen ejes i dag af Skandinavisk Holding.