Investeringsforeninger melder om godt aktieår

2006 gav pæne afkast til investorerne i de danske investeringsforeninger. Aktieåret var godt, og obligationerne klarede sig rimeligt trods stigende renter.

2006 gav pæne afkast til investorerne i de danske investeringsforeninger. Det oplyser Investeringsforeningsrådet, der kan gøre tallene op efter et godt aktieår. Ikke mindst de danske aktier var en solstrålehistorie: her voksede 100 kroner i en typisk afdeling til 130 kroner før skat - og til over 140 kroner i de bedste foreninger.

Verdens største aktiebørs, Wall Street i New York, gav stort set et nulresultat for de danske investorer. Aktiekurserne gik ganske vist pænt frem, men det blev spist af et fald i dollarkursen. Dette er en del af forklaringen på, at de brede globale aktieafdelinger slutter året med moderate afkast på ca. otte procent. En anden årsag er, at Tokyo-børsen endte året i minus.

- 2006 vil stå tilbage som et godt år for aktieinvestorerne. Vi fik flotte stigninger i Danmark, Europa og på aktiebørserne i Østeuropa, Latinamerika og Fjernøsten. Afkastene var noget over, hvad man må forvente på langt sigt som aktieinvestor, siger Carsten Koch, formand for rådet og direktør i Danske Invest/BG Invest. Han glæder sig på investorernes vegne over det gode resultat.

/ritzau/