Investering i ejendomme kan supplere opsparingen

Det kan man investere i gennem et nyt selskab, »ei invest«, der nu noteres på Københavns Fondsbørs. Investeringen kan være et supplement til aktieopsparing.

Sæt penge i butiksejendomme og få et ventet afkast på omkring 8,5 pct. om året.

Det er, hvad et nyt investeringsselskab »ei invest« lokker med. Selskabet skal noteres på Københavns Fondsbørs. Bag »ei invest« står EjendomsInvest, der har 50 ansatte og indgår i Proark koncernen.

Danske investeringsforeninger må ikke investere i ejendomme og har derfor været forhindret i at åbne de ejendomsafdelinger, der er skudt frem med stor hast i udlandet i flere år.

Men i forvejen er der en række andre ejendomsselskaber på fondsbørsen, bl.a. Sjælsø Gruppen, TK Development, Foras Holding, Theodor Ejendomsinvest ligesom investeringsforeningen Dexia P-H netop har åbnet et ejendomsselskab. Og det er så disse konkurrenter, »ei invest« nu vil tage kampen op med.

»Ei invest« vil sætte penge i butiksejendomme fra Danmark, Sverige og Finland, og forventer et salg på mellem 200 og 800 mio. kr.

Et bedre afkast
Investeringen skal ses som et supplement til at spare op i aktier og obligationer. Spreder man sine investeringer også på ejendomme, skulle man kunne få et bedre afkast - og en mindre risiko.

»Ei invest« har indgået salgsaftaler med bl.a. Forstædernes Bank, Sydbank, Sparekassen Lolland, Gudme Raaschou Bank og Ringkøbing Landbobank.

Omkostningerne ved at investere i ejendomme er tårnhøje. Der er emissionsomkostninger på fem pct. ved bare at træde ind i det nye selskab, og hvert år skal der ud over dette betales fire pct. for administration og portfolio management. Plus 1,25 pct. hver gang der købes eller sælges en ejendom.

Men selv efter disse store omkostninger er afholdt, venter selskabet at give 8,5 pct. i årligt afkast, fordelt på et udbytte på fem pct. og kursstigninger.

Selskabet udbydes til kurs 103,75 og har en indre værdi på 100. De 3,75 pct. er med andre ord rene startomkostninger.