Ingen politisk støtte til kritik af ATP

Venstre afviser pensionsbranchens kritik af ATPs Folkebørs. Men omkostningerne skal holdes adskilt.

Læs mere
Fold sammen
ATP får ikke vrøvl med Venstre for at begynde at uddele karakterer til de danske investeringsforeninger.

ATPs planer har ellers mødt skarp kritik fra to af landets største investeringsforeninger, Danske Invest og Nordea Invest, som mener, at den statslige pensionsfond burde blande sig udenom og overlade markedet til private.

Men Venstres ATP-ordfører, Erling Bonnesen, siger god for ATPs planer.

»Vi er alle interesserede i størst mulig åbenhed og gennemskuelighed med hensyn til pensionsopsparing, så borgerne får det bedste grundlag at træffe deres valg på,« siger han.

Planen
ATPs plan går ud på at uddele kongekroner til samtlige 507 afdelinger i investeringsforeningerne alt efter, hvor høje omkostninger den enkelte afdeling har. Det sker som et led i den Folkebørs, hvor danskerne fra nytår selv kan flytte rundt på deres indbetalte SP-bidrag i den særlige Pensionsopsparing.

Erling Bonnesen vil dog have sikkerhed for, at udgifterne til karaktergivningen ikke kommer til at belaste selve ATP-ordningen.

»Der må ikke ske en sammenblanding af omkostningerne i den lovfæstede og den mere kommercielle del af ATP, og adskillelsen skal fremgå af ATPs regnskab,« siger han.

Det lykkedes ikke at træffe økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendsen (K).