For borgere i lavindkomstgrupper er inflationen højere, end den er for borgere med en højere indkomst.

Det viser en analyse af uligheden i inflationen i Danmark, som Danmarks Nationalbank har lavet.

Siden 2020 har inflationen for personer i bunden af indkomstfordelingen været omkring tre procentpoint højere end for personer i toppen. Det viser analysen.

I perioden mellem 1996 og 2020 har inflationen ifølge Danmarks Nationalbank været »bemærkelsesværdigt ens« for husholdninger med lav og høj indkomst.

Forskellen skyldes, at forbrugerne i de forskellige indkomstgrupper typisk bruger deres penge forskelligt.

Borgere med en høj indkomst bruger en større andel af deres indkomst på eksempelvis rejser, personlig transport og restaurantbesøg.

Omvendt bruger borgere, der tjener mindre, en større andel af deres indkomst på energi og fødevarer.

Det har betydning, fordi prisen på de forskellige kategorier har udviklet sig meget forskelligt i løbet af de seneste år.

Prisen på energi har svinget ualmindeligt meget, siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.

Hver måned i 2022 lå prisstigningerne på energi på 34 procent eller mere på årsbasis. Den toppede i september 2022, hvor prisen på el, gas og andet brændsel var 73 procent højere end samme måned året før.

Også prisen på fødevarer begyndte at stige kraftigt i løbet af sidste år. Den toppede i august, hvor den årlige prisstigning for fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer lå på 15,9 procent.

Omvendt har prisstigningerne på eksempelvis transport og restaurantbesøg ikke været helt så kraftige.

Eksempelvis toppede prisstigningerne på restauranter og cafeer i november sidste år, hvor priserne var steget 10,1 procent sammenlignet med året før.

Og internationale flyvninger faldt markant i pris i slutningen af 2020 og starten af 2021. Siden er priserne dog steget igen.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

De seneste måneder er prisstigninger begyndt at aftage. I maj blev inflationen på årsbasis opgjort til 2,9 procent i Danmark. Her er det især energipriserne, der trækker inflationen ned.

I analysen kalder nationalbanken forskellen i inflationen på tværs af husholdninger for »betydelig«.

»Men vores resultater viser også, at dette har været en ekstraordinær periode på længere sigt har uligheden i inflation en tendens til at være lille,« skriver nationalbanken i analysen.

/ritzau/

Få Business-update hver eftermiddag

Hver eftermiddag læser vi op på dagens nyhedsbillede og giver dig et overblik i din indbakke over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig eftermiddagens vigtigste nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag kl.16:30. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.