Industrigigantens etiske korsfarer

Hollænderen Paul Polman er ingen almindelig topleder. Han vil som topchef for forbrugsgiganten Unilever bevise, at en virksomhed kan bidrage både til samfundet og til bundlinjen.

Paul Polman er en topchef, der tager socialt ansvar og bæredygtighed alvorligt i alle facetter. Også når han løber marathon for velgørende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andrew Cowie
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hver dag bruger omkring to milliarder mennesker et produkt fra Unilever.

Syv ud af ti husholdninger har hudplejeprodukter, rengøringsmidler og fødevarer fra forbrugsvaregiganten stående – tænk Dove, Persil, Vaseline, Flora, Hellmann’s, Knorr og Lipton for bare at nævne nogle få. Cirka 170.000 medarbejdere i 180 lande er direkte afhængige af Unilever for deres daglige levebrød.

Det er en massiv global berøringsflade. I penge er tallene lige så massive: 7,2 mia dollar i overskud og 67 mia. dollar i omsætning.

Men spørger du Paul Polman, er penge det mindst interessante ved Unilever.

»Det ville være let for mig at banke aktiekursen op, indkassere en bonus og tage ud at sejle ved Bahamas, men om fem-ti år ville Unilever ikke være i god form længere,« siger hollænderen, der siden 2009 har ledet den britisk-hollandske koncern.

Polman har fra dag ét markeret, at hans horisont ligger langt ude. Og at socialt ansvar og bæredygtig udvikling ikke bare er noget, man taler om. Man gør noget ved det.

Allerede første dag på jobbet meddelte Polman, at Unilever ikke længere ville udsende kvartalsrapporter og droppede den korte horisont. Analytikerne fik kaffen galt i halsen, og aktiekursen dykkede ti pct.

Som Polman siden har udtalt: »Jeg regnede med, at den dag de hyrede mig, kunne de ikke fyre mig, så det var vel det bedste øjeblik.«

Bæredygtig mission

Godt to år senere slog han det helt store brød op: »Sustainable Living Plan« hedder projektet, der på ti år – frem til udgangen af 2020 – skal fuldføre en ambitiøs mission. Det miljømæssige fodaftryk fra samtlige Unilevers produkter skal mindskes og CO2-effekten halveres. 100 pct. af Unilevers landbrugsmæssige råvarer skal komme fra bæredygtig produktion. En milliard mennesker skal hjælpes til bedre hygiejne og helbred. Fem millioner kvinder skal hjælpes til bedre muligheder. Og menneskerettighederne skal fremmes i hver eneste del af Unilevers organisation og forsyningskæde.

Samtidig skal omsætningen fordobles.

Med andre ord vil Paul Polman bevise, at en virksomhed kan gøre bæredygtig udvikling til en central grundsten – og samtidig tjene penge. Lykkes han med den mission, kan Unilever alene i kraft af sin størrelse få stor gennemslagskraft. Koncernen køber otte mio. ton landbrugsprodukter om året og er verdens største køber af palmeolie, sojabønner, papir og oksekød – produkter, der tilsammen er årsag til omkring halvdelen af verdens skovrydning. Energibesparelse, sanitet og fødevaresikkerhed er andre mærkesager. Hvert eneste Unilever-brand skal tjene et højere formål, mener Polman.

Det har gjort den 58-årige hollænder til lidt af en guru, når det gælder virksomheders sociale ansvar. Studerer man listen over internationale organisationer, fonde og handlingsgrupper, han er medlem af, leder eller har været med til at starte, kan det næsten undre, at han finder tid til sit krævende dagjob.

Og har energi nok til overs til at løbe maraton og bestige bjerge. Begge dele gør han – karakteristisk nok – især for velgørenhed.

Spild ikke en god krise

Paul Polman taler ofte om langsigtede værdier og formål som sine vigtigste lærdomme. Han ville som ung være læge – men kom ikke ind på studiet – og gik endog en overgang på præsteseminarium, før han lod sig indfange af en erhvervskarriere.

Det har ført ham omkring tre af de allerstørste forbrugsvarekoncerner. Han var 26 år i amerikanske Procter & Gamble og dernæst tre år i schweiziske Nestlé, før han ankom til Unilever. Det var netop, som finanskrisen begyndte at samle fart. Unilever trængte til forandringer, og tidspunktet var det rigtige.

»Spild aldrig en god krise,« har han siden ofte udtalt.

Polman er den første topchef udefra siden grundlæggelsen i 1885. Det var i øvrigt på en lignende vision om godgørende kapitalisme. Grundlæggeren Lord Lever startede med at producere sæbe i det nordlige England – renlighed er en dyd, mente han – og forenede forretninger med filantropi.

At Unilever undervejs havde mørke episoder med bl.a. engagement i Belgisk Congo og salg af hvaltran til Nazityskland, er så bagsiden af medaljen. Nogle kritikere vil mene, at Paul Polmans Unilever i dag stadig har tvivlsomme forsyningskanaler at rydde op i.

Udfordringerne er store. Ambitionerne ligeså.