Indsatsen mod spam skal styrkes

Videnskabsministeren vil nu gøre noget ved spam-mails.

Vi kender dem allesammen - de mange mails i mailboxen, der lokker med tilbud om billige lån, smarte slankemetoder eller effektive viagra.

Men nu skal der gøres noget ved de irriterende spam-mails, mener videnskabsminister Helge Sander (V).

"Spam er for mig at se den allerstørste trussel mod internettet og dermed brugen af det, der gør, at vi i dag har et effektivt netværkssamfund i Danmark. Vi oplever simpelt hen spam i sådanne mængder, at vi bliver nødt til at sætte ind på alle de områder, vi kan," siger ministeren til Ritzaus Bureau.

Og i dag vil Helge Sander så indlede kampen mod spam. Sammen med en lang række fagfolk fra både Forbrugerrådet, Dansk Industri og It-branchen afholder ministeriet her til formiddag en storstilet konference om den danske indsats mod spam, og ministeren vil i den forbindelse lancere en ny strategi mod spam.

En undersøgelse viser, at vi i gennemsnit modtager omkring 10 spammails om dagen. 98 procent af vores spam-mails kommer fra mailadresser i udlandet.