Der blev sidste år givet mere end 51.000 opholdstilladelser til personer, der kom til Danmark for at arbejde. Det er cirka 11.000 mere end året før.
Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik ifølge organisationen SMVdanmark. Den organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.
Det er desuden det højeste antal i statistikkens levetid, der strækker sig tilbage til 2014.
Den største andel af udenlandsk arbejdskraft kom sidste år fra Indien, Rumænien og Polen.
Den generelle stigning skyldes primært, at mange virksomheder oplevede stor mangel på arbejdskraft i 2022. Det vurderer Signe Bøgevald Hansen, der er politisk konsulent hos SMVdanmark.
»Arbejdsledigheden har været lav, og derfor har man ikke kunnet rekruttere internt i Danmark. Derfor har man gjort det uden for landets grænser i stedet,« siger hun.
Andelen af opholdstilladelser fordeler sig nærmest ligeligt mellem borgere fra EU og borgere uden for EU.
For ikke EU-borgere steg antallet af opholdstilladelser til arbejdende med 46 procent sammenlignet med året før.
/ritzau/


