____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Efter lang tids hensygnende tilværelse på Københavns Fondsbørs er Incentive nu ikke længere. I går gik selskabet uden noget som helst forvarsel konkurs.

Det startede ellers så godt.

Incentive blev født i 1967 som Danmarks første udviklings- eller ventureselskab. Dengang var selskabet langt forud for sin tid. Den grundlæggende tanke var, at Incentive skulle skyde kapital og ledelsesressourcer i skrantende danske virksomheder, der stod over for et generationsskifte.

Frem til begyndelsen af 1990erne opbyggede Incentive en stor portefølje af selskaber såsom Kelsen Småkager, Taarup Maskinfabrik, Dansk Salt, Thygesen Tekstil, Sonofon, Wittenborg og Alto med rengøringsmaskinerne. Forbilledet var det svenske ventureselskab Incentive AB, og idémanden, den svenske industrimagnat Marcus Wallenberg, bakkede fra starten om det danske søsterselskab og skød ti pct. af aktierne i det danske selskab.

Men i Incentive A/S havde porteføljevirksomhederne det med at hænge fast, når de først var kommet ind. Og som tiden gik blev det så som så med udviklingen af virksomhederne.

Ud over grænserne
Da Axel Lejrskov i 1986 tiltrådte som adm. direktør for Incentive besluttede ledelsen at satse på at udvikle selskaberne internationalt. På det tidspunkt var der 16 selskaber i porteføljen, hvoraf en del var for små til at udvikle sig internationalt. De blev med tiden solgt fra. Men internationaliseringen gik trægt. Incentive sad alt for længe på selskaberne, og derved forsvandt noget af dynamikken.

Globalisering og volumen
Men mens Incentives strategi for sine virksomheder haltede, har koncernen været storleverandør af ledende erhvervsfolk.

Danisco-cheferne Palle Marcus, Elvar Vinum og Mogens Granborg har alle været omkring Incentive. Hugo Schrøder, Erik B. Rasmussen, investeringsselskabet Axcels adm. direktør Chr. Frigast og ISS' koncernchef Eric Rylberg har også haft ledende roller i selskabet.

Først da Incentive i 1992 fusionerede med pengekassen Kryolitselskabet, fik koncernen mulighed for at købe tilstrækkeligt op til at skabe større internationale virksomheder. Denne gang ikke på forkant med, men i pagt med tidens løsen: Globalisering og volumen.

Skiftet skete ikke mindst under indtryk af, at bankerne nu selv forstod at tage sig af tabsgivende kunder i form af nødlidende virksomheder. Incentive var ikke længere stedet, hvor bankerne henvendte sig med hatten i hånden.

Fokus på rengøring
I stedet koncentrerede Incentive sig om at færre, men større forretningsområder. Der blev sat skarpt fokus på rengøringsmaskiner (Alto), automater (Wittenborg) og cykeltibehør (Marwi).

Med denne fokuseringen ophørte Incentives liv som udviklingsselskab.

Det genfødtes som et såkaldt fokuseret konglomerat på de tre ben. Men konglomerater blev især i slutningen af 1990erne særdeles upopulære blandt investorer og aktieanalytikere.

Venturetanken, som var Incentives oprindelige forretningsidé, blev overtaget af de såkaldte kapitalfonde som EQT, Polaris, Industri Kapital, VT Holding og Axcel. Og her har successen hidtil langt overgået Incentives.

Disse aktører har været langt mere målrettede i deres udvikling af porteføljerne, fordi kapitalfondenes ejere stiller høje og præcise krav til, hvornår en virksomhed skal være udviklet til at fortsætte alene eller under en anden ejerstruktur.

For dyre indkøb og uhensigtsmæssige frasalg betød, at det til sidst var Incentive, der stod med hatten i hånden hos bankerne.

De sidste år levede Incentive på et bankonsortiums nåde - et år ad gangen.

Tirsdag sagde bankerne stop.