IMF på nippet til at erklære yuan fair værdisat

For første gang i mere end ti år er IMF på kanten til at erklære den kinesiske valuta som fair værdisat i stedet for undervurderet, hvilket ville være en milepæl i landets bestræbelser på at åbne op for sin økonomi.

Foto: JIANAN YU. Obama-administrationen er uenig med IMF's kommende vurdering og ser stadig den kinesiske valuta som stærkt undervurderet.
Læs mere
Fold sammen

Det skriver Wall Street Journal.

IMF's tidligere konklusioner om kinesisk valutaundervurdering har ført til stærk kritik af Kinas pengepolitik fra USA's side. De sidste tre præsidenter har påstået, at det har sat Kina i en favorabel position, der er gået udover amerikanske job, eksport, og vækst og desuden betydet risikable forskubninger af den globale økonomi.

Obama-administrationen er uenig med IMF's kommende vurdering og ser stadig den kinesiske valuta som stærkt undervurderet. IMF's vurdering vil underminere amerikansk pres for, at Kina skal omlægge dets pengepolitik, og kan påvirke USA's forhandlingsmuligheder i kommende handelsaftaler.

- Det vil hive tæppet væk under fødderne på amerikanske kritikere af den kinesiske valutapolitik. USA har i høj grad baseret sig på, hvad man så som IMF's objektive vurdering, forklarer Eswar Prasad, der er økonom ved Cornell University og tidligere Kina-ansvarlig i IMF.

Den endelig vurdering fra IMF offentliggøres i løbet af de næste måneder og kommer netop som landet markerer sig på den globale scene. Kinas nye Asian Infrastructure Investment Bank vurderes til at kunne blive en direkte konkurrent til Verdensbanken. Desuden har landet ansøgt om at få optaget dets valuta på IMF's liste over elite-valuta, der udgør fondens nød-låns reserver.

/ritzau/FINANS