IBM på hugst hos rival

Otte mia. kr. er sat af som lokkemad for at få udviklere til at ændre deres computerprogrammer, så de taler »IBM-sprog«.

IT-giganten IBM sætter nu knap otte mia. kr. på højkant for at lokke udviklere af computerprogrammer fra ærkerivalen Microsoft og få dem til at indrette deres programmer, så de virker på IBM-udstyr.

IBMs topchef, Sam Palmisano, bruger fælles markedsføring, gratis programmer, udviklingsværktøjer til en billig penge og adgang til store kunder som lokkemad - hvis bare computerprogrammerne bliver ændret, så de virker på IBM-teknologi. IBM er en varm fortaler for brugen af det alternative computerstyresystem Linux, som konkurrerer med Microsofts Windows. Samtidig bruger IBM det populære Java-computersprog, som gør det muligt at få de samme programmer til at virke, uanset hvilket styresystem computeren bruger. Derved slipper udviklerne for at lave en udgave til Windows, en anden til Linux o.s.v.

Lederen af IBMs software-gruppe, Steve Mills, håber ifølge Financial Times at få tusinder af programudviklere i tale med det nye tilbud.

IBM leverer bagvedliggende teknologi, som knytter virksomhedernes forskelligartede programmer sammen. Jo flere »rigtige« computerprogrammer, der vil tale sammen med IBMs løsninger, jo mere software, hardware og jo flere IT-ydelser kan der sælges.