I skyggen af Vestager

Morten Østergaard kæmper med den utaknemmelige opgave at skulle løfte arven efter Margrethe Vestager, som forlod Borgen på toppen af sin karriere.

akut: Morten Østergaard skal hurtigt have øget vælgertilslutningen. Foto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Det må være en sælsom følelse for Morten Østergaard at navigere rundt i de internationale medier. Her kan han følge med i, hvordan bl.a. BBC, The Economist og The New York Times skriver portrætter i et næsten andægtigt og beundrende tonefald om hans forgænger, Margrethe Vestager.

Mens det på forrygende vis er lykkedes for Margrethe Vestager at veksle sin position som Danmarks mest magtfulde politiker til en central post i EU-Kommissionen, oplever Morten Østergaard derimod, at grunden er begyndt at skride under ham selv og hans parti. Siden han er kommet til, er de Radikale langsomt, men sikkert gået tilbage, og partiet risikerer de facto at blive overhalet af Liberal Alliance.

Ved valget i 2011 lykkedes det for Margrethe Vestager at opnå støtte fra 9,5 procent af vælgerne, men under Morten Østergaard er partiet dalet til blot 6-6,5 procents opbakning.

Det hører med til historien, at Margrethe Vestager dengang skaffede sit parti et historisk stærkt resultat, men nedturen efter hendes afgang er blevet større, end de radikale politikere bryder sig om at tænke på.

Svækkelsen af partiet kan dog ikke kun aflæses i meningsmålingerne.

Nok så væsentligt førte Margrethe Vestagers afgang også til et magtskifte internt i SR-regeringen. Indtil sin afrejse til Bruxelles formåede Vestager at sikre sig selv og sit parti en ekstrem indflydelsesrig position – hvilket også blev bemærket af danskerne. Når vælgerne blev bedt om at pege på Danmarks mest indflydelsesrige politiker, rettede et flertal ofte fingeren mod Vestager.

S-toppen benægter det, men fra 2011 og frem til sin afgang var Margrethe Vestager reelt chefen i regeringen.

I samme øjeblik nyheden om Vestagers farvel til dansk politik blev lanceret, satte Helle Thorning-Schmidt og S-holdet imidlertid alt ind på at generobre det tabte land og presse de Radikale længere tilbage på banen. Offensiven må siges at være lykkedes, og det er tydeligt, at S har profiteret på den nye rangorden, mens R har tabt terræn.

Problemet for Helle Thorning-Schmidt er blot, at det i sidste ende kan give bagslag, hvis de Radikale bliver for svage. Ved valget i 2011 var ikke mindst Margrethe Vestagers evne til at trække vælgere hen over midten til rød blok afgørende for, at det lykkedes for Thorning at komme ind i Statsministeriet.

I dag viser målinger, at S-formanden formår at gøre det samme - bl.a. har hun taget lidt tilbage fra DF – men hun får brug for hjælp fra Morten Østergaard.

Et radikalt parti i markant tilbagegang vil lægge et enormt pres på Thorning og gøre det sværere at nå op på de magiske 90 mandater, som kan sikre SR-partierne en ny regeringsperiode.

Spørgsmålet er, om Morten Østergaard kan levere varen? Han kan selvfølgelig trøste sig med, at kriseramte partiledere før ham har formået at rejse sig. I Margrethe Vestagers første svære tid kom de Radikale rent faktisk faretruende tæt på spærregrænsen. Og dernede lugtede der ikke rart, sagde Vestager senere, inden hun rejste sig og blev nationens mest magtfulde politiker.

Problemet er, at Morten Østergaard har brug for oprejsning hurtigt, hvis ikke valget skal blive en stor skuffelse.

At han har de faglige kvalifikationer, tvivler ingen på, men indtil nu har han bare ikke været i stand til at overbevise vælgerne om dem. Og nedtællingen til valgdagen er i fuld gang.