69 kommuner er nu ramt af skærpede restriktioner. Derfor har regeringen og arbejdsmarkedets parter valgt at udvide muligheden for at søge lønkompensation til at gælde alle virksomheder i landet. Det skriver beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Regeringen blev onsdag kritiseret for ikke at yde den samme hjælp til ramte virksomheder i hovedstaden og Nordsjælland, som til virksomhederne i Nordjylland, da den landsdel var lukket ned.
Den manglende hjælp resulterede blandt andet i, at Marienlyst Strandhotel måtte fyre 200 medarbejdere, fordi man ikke havde adgang til lønkompensation.
Torsdag morgen kunne beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) dog fortælle, at regeringen havde indgået en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter om at genindføre muligheden for, at alle virksomheder kunne søge om lønkompensation i de ramte kommuner.
Og efter torsdagens pressemøde, hvor de skærpede restriktioner blev udvidet til yderligere 31 kommuner, har regeringen og arbejdsmarkedets parter så valgt at give den mulighed til alle landets virksomheder.
»Det er den naturlige konsekvens, når så mange kommuner nu bliver pålagt restriktioner, så virksomheder ikke bliver overladt til sig selv, hvis de ligger i en kommune uden restriktioner og har kunder i kommuner, der er lukket ned. Hjælpen skal følge med, når vi skærper restriktionerne. Det her vil være med til at redde arbejdspladser, som ordningen også gjorde i foråret,« siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i pressemeddelelsen.
Torsdag eftermiddag mødes regeringen med Folketingets øvrige partier til forhandlinger om også at yde kompensation for de ramte virksomheders faste omkostninger.