I Finland kan du få pengene tilbage for en dårlig koncertoplevelse

Den finske forbrugerklagenævn har en med skelsættende afgørelse åbnet for muligheden for at få penge tilbage, hvis en koncertoplevelse er markant dårligere end forventet.

Foto: Richard Sylvestersen. Chuck Berry spillede i 2013 en koncert i Helsinki, der var så dårlig, at den nu får konsekvenser for hele den finske underholdningsindustri.
Læs mere
Fold sammen

En Chuck Berry-koncert i Helsinki i 2013 var så dårlig, at den nu får store konsekvenser for livemusikere, arrangører og musikelskere i Finland.

En koncertgænger klagede nemlig over den dårlige oplevelse, og Finlands forbrugerklagenævn har nu afgjort, at vedkommende skal have refunderet halvdelen af billetprisen, skriver YLE, Finlands svar på DR.

Den dengang 87-årige rock-n-roll-legende kom på scenen tydeligt utilpas og med influenzasymptomer og undskyldte sin forfatning overfor publikum. Den efterfølgende koncert var, har ombudsmanden afgjort, så langt under det niveau, man med rimelig kan forvente, at klageren skal have penge tilbage.

Afgørelsen danner nu præcedens i Finland og vil gælde alle former for live-optræden, og kan derfor få store konsekvenser for den finske underholdningsindustri.

»Enhver der søger en afgørelse af denne type, vil være drevet af subjektive meninger, men det er ikke nok til at få refusion. Det er et krav, at der er en generel opfattelse af, at koncerten var en fiasko, som det var tilfældet med Chuck Berry,« siger Paul Stahlberg, formand for det finske forbrugerklagenævn.

Det afgørende er ikke, om koncerten er god eller dårlig, men om dens kvalitet ligger langt fra den præstation, man som forbruger kan forvente. Ud over sygdom er fuldskab på scenen også en gyldig grund til at få refusion, fortæller han til YLE.

»På den anden side er det ikke usædvanligt til rockfestivaller, at nogle kunstnere er skæve, og det påvirker ikke nødvendigvis kvaliteten af deres shows,« tilføjer formanden.

Kunstnere, der er kendt for at spille under indflydelse af stoffer og alkohol, skal man heller ikke stikke næsen op efter at få billetprisen refunderet, hvis koncerten ikke er perfekt, forklarer han.