Hvordan flygtede Carlos Ghosn fra Japan?

Den bedrageritiltale bilchef Carlos Ghosn oplyste tirsdag, at han var flygtet fra Japan til Libanon. Torsdag udstedte Interpol en arrestordre på ham. Ingen ved endnu, hvordan det lykkedes Carlos Ghosn at flygte, men måske får offentligheden svar på en pressekonference 8. januar. Her er spørgsmålene, der endnu er ubesvarede.

Den tidligere topchef hos Nissan Carlos Ghosn er efter over et års varetægtsfængsling og husarrest flygtet fra Japan til Libanon. Ingen ved endnu, hvordan flugten gik til, men flere er allerede anholdt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Eric Piermont/AFP/Ritzau Scanpix

Fortællingen om, hvordan Carlos Ghosn, tidligere topchef for japanske Renault-Nissan, flygtede fra sin varetægtsfængsling og husarrest i Japan, er endnu kun få dage gammel, men den kan meget vel ende med at gå over i historiebøgerne.

Der er nemlig tale om en flugt, der mest af alt minder om et helt exceptionelt forsvindingsnummer, som man ellers kun kender fra fiktionens verden.

Ingen ved endnu, hvordan den skattefusk-anklagede Carlos Ghosn slap ud af Japan og fløj til Libanon, men der er ikke mangel på rygter.

Ifølge den libanesiske TV-station MTV blev den tidligere topchef i bedste spionfilmstil efter sigende smuglet ud af sit kameraovervågede opholdssted. MTV hævder, at han var gemt i en kasse til et musikinstrument af en gruppe »musikere«, der netop havde spillet for Carlos Ghosn, men som i virkeligheden var en paramilitær gruppe bestilt til opgaven.

Den teori har hans hustru, Carole Ghosn, dog afvist over for The Wall Street Journal.

Torsdag har Interpol udstedt en arrestordre på den nu fyrede topchef, og ifølge Reuters og den tyrkiske TV-station NTV har de tyrkiske myndigheder torsdag anholdt syv personer, hvoraf fire er piloter, i forbindelse med sagen.

Men ingen – udover de direkte involverede – ved altså på nuværende tidspunkt, hvad der præcis skete. Siden tirsdagens offentliggørelse har spørgsmålene derfor tårnet sig op.

Hvad er der sket?

Nytårsaftensdag kom det frem, at den 65-årige fransk-libanesiske forretningsmand var flygtet fra Japan, og han nu befinder sig i Libanon med sin hustru.

Landet har ikke en udleveringsaftale med Japan, og da den tidligere topchef ikke er under anklage i Libanon, kan han bevæge sig frit rundt efter godt 14 måneders fangenskab.

For dem, der ikke er bekendt med sagens bagvedliggende detaljer, kan det kort fortælles, at Carlos Ghosn i november 2018 blev anholdt i en lufthavn i Japan anklaget for skattefusk og misbrug af selskabets midler.

Han er tiltalt for fire forhold, der blandt andet omhandler tilbageholdelsen af oplysninger om hans egen indkomst, samt at han skulle have brugt Nissans midler til at indgå ulovlige handler i Mellemøsten.

Sagen har været en tung belastning for Nissan og den tætte franske samarbejdspartner og medejer, Renault.

Efter anholdelsen blev Carlos Ghosn varetægtsfængslet og senere løsladt mod en kaution på over 60 millioner danske kroner i marts 2019.

Herefter blev han installeret i en overvåget bolig i Tokyo. Han var ikke tvunget til at gå med fodlænke, men havde begrænset adgang til kommunikation med omverden.

Hvordan gik det til?

Ifølge den libanesiske TV-kanal hævder nogle, at den tidligere topchef flygtede fra sit fangenskab i en kasse til et musikinstrument.

Den teori er dog afvist af hans hustru, og ingen har officielt meldt ud, hvordan flugten helt præcist gik til.

Men det, vi trods alt ved, er, at Carlos Ghosn fløj fra lufthavnen i Osaka i et privatfly, hvorefter han mellemlandede i Istanbul for senere at nå frem til Beirut i de tidlige timer 30. december.

Og at det lod sig gøre, er ikke kun spektakulært i kraft af vejen ud af huset, men derimod også i kraft af det faktum, at Carlos Ghosn – efter aftale med de japanske myndigheder – ikke var i besiddelse af sine i alt fire pas – to franske, et libanesisk og et brasiliansk.

Dem ligger – eller lå – Junichiro Hironaka, topchefens japanske advokat, nemlig inde med.

Forsvarsadvokaten har til BBC News udtalt, at han var »lamslået« over at høre om flugten, og han forstår ikke, hvordan Carlos Ghosn »kunne finde på at gøre det«.

Men den tidligere topchef formåede altså at komme til Beirut og ifølge BBC News har en talsmand tæt på Carlos Ghosn udtalt til Financial Times, at erhvervsmanden brugte et af sine franske pas til at krydse grænsen.

Denne information er bekræftet af det libanesiske udenrigsministerium, der også fortæller, at Carlos Ghosn var i besiddelse af libanesiske identitetspapirer.

Hvem hjalp til?

Flere medier har beskrevet, at operationen har krævet måneders planlægning, og det antages fra forskellige sider, at der har været adskillige aktører involveret – formentlig også på tværs af landegrænser.

Carlos Ghosn har indtil videre afvist at gå i detaljer om sin flugt for at beskytte dem, der har hjulpet ham ud af Japan og ind i Libanon.

Ingen synes dog at være i tvivl om, at hans hustru, Carole Ghosn, har haft en finger med i spillet, og ifølge The Wall Street Journal skulle hun endda have spillet en stor rolle i flugten.

Ifølge The Guardian har kilder tæt på erhvervsmanden udtalt, at »det var en meget professionel operation fra start til slut«.

Samme overbevisning deler Junichiro Hironaka, forsvarsadvokaten, der mener, at »en stor organisation« må have været inde over.

De libanesiske myndigheder har ifølge BBC News afvist at have haft kendskab til noget, før Carlos Ghosn stod på libanesisk jord.

Indtil videre er syv mennesker blevet arresteret af de tyrkiske myndigheder.

Hvad nu?

Et af de centrale spørgsmål i denne sag er selvfølgelig også, hvad der nu vil ske med den tidligere topchef.

Torsdag udstedte Interpol nemlig en arrestordre på Carlos Ghosn. På trods af dette er han i skrivende stund endnu ikke under anklage i Libanon, og kan derfor – indtil videre i hvert fald – regne sig selv for en fri mand.

I Japan ser de uden tvivl Carlos Ghosns flugt som værende i strid med betingelserne for hans varetægtsfængsling og løsladelse mod kaution. Man må derfor formode, at de japanske myndigheder vil konfiskere kautionsbeløbet på over 60 millioner kroner uanset udfaldet af en eventuel fremtidig retssag.

Carlos Ghosn har i forbindelse med sin flugt udtalt, at han er glad for, at han igen kan tale med medierne. På trods af dette nyvundne privilegium har erhvervsmanden dog forholdt sig forholdsvis tavs.

Flere medier tror dog, at den tavshed formentlig brydes onsdag 8. januar, når Carlos Ghosn taler offentligt for første gang siden sin tilfangetagelse i november 2018.

Han har dog understreget, at hans flugt fra Japan ikke er lig med en flugt fra retfærdighed, men derimod fra hetz og politisk forfølgelse i et korrupt retssystem.

Ifølge statistikker er det over 99 procent af alle anklagede, der ender med at blive dømt i Japan.