Hvor har Clinton og Trump pengene fra?

De amerikanske vælgere står med de økonomisk mest uigennemskuelige præsidentkandidater, der er set i mange år. Ingen aner, hvordan deres formuer er bygget op, skriver Berlingskes USAs korrespondent Kristian Mouritzen.

Pengene bag kandidaterne er et hedt emne i den amerikanske valgkamp. Det største problem er, at pengenes oprindelse er helt umulig at gennemskue. Foto: Cristobal Herrera/EPA
Læs mere
Fold sammen

Alle medier forsøger at finde ud af, hvad de to præsidentkandidaters formuer egentlig består af, og hvor store de er. Men der er meget få svar. For Republikanernes kandidat, Donald Trumps, forretninger er flettet ind i alle mulige partnerskaber, så det i realiteten er umuligt at danne sig et overblik. Og Demokraternes kandidat, Hillary Clintons, fond er også sammensat af bidrag fra så mange donorer, at det er svært at finde ud af, om pengene i hendes pengetank overholder amerikansk lovgivning.

Ét er, at Donald Trump nægter at offentliggøre sine selvangivelser, før en angivelig undersøgelse hos skattevæsenet er overstået. Og ingen aner, om der er en undersøgelse. For skattevæsenet er tavst, fordi det drejer sig om en personsag. Det værste er nok, at ingen har et overblik over, hvem hans mange partnere er, og hvilken rolle de kommer til at spille, hvis han skulle vinde det amerikanske præsidentvalg.

På den anden fløj har man en Clinton, som alle mistænker for at have modtaget penge fra udenlandske donorer, som måske og måske ikke har postet millioner af dollar i hendes fond for at få gentjenester.

Bare for indviklet

Der rettes alvorlige anklager mod begge kandidater. Men som The New York Times skriver, har man aldrig før haft en kandidat som Trump med så mange indviklede forretninger, at ingen rigtigt ved, hvad der er op og ned.

Normalt vil en præsident parkere sin formue et sted, hvor han ikke har kontrol med midlerne. Eller afvikle noget af forretningen. Men det vil ikke blive tilfældet med Clinton og Trump. Trump har direkte sagt, at hans børn vil videreføre forretningen. Clinton har sagt, at hendes datter, Chelsea, sammen med andre vil køre fonden videre. Realiteten er, at der er mange penge på spil her – midler, hvis oprindelse vælgerne ikke kan gennemskue.

Stop for udenlandske bidrag

Ganske vist har Clinton-fonden i forgårs meddelt, at hvis Clinton vinder, så stopper fonden med at modtage penge fra udlandet. Det er ifølge The Washington Post et betydeligt indgreb i fondens fremtidige formue, fordi en stor del af midlerne netop kommer fra udenlandske donorer.

På det punkt har Trump ikke lovet noget. Tværtimod har han været meget tilbageholdende med at sige, hvad der skal ske med hans forretninger, når og hvis han kommer til at sidde i Det Hvide Hus.

Clintons liste over donorer rummer lande som Saudi-Arabien og virksomheder som den britiske bank Barclay’s, Coca-Cola og ExxonMobil.

Ifølge The New York Times er Donald Trump i partnerskab med kinesiske virksomheder ved flere af sine byggerier, selv om han ofte kritiserer netop Kina for at udnytte internationale handelsaftaler og har sagt, at han vil indføre en hård kurs over for Beijing, når han tiltræder.

Der er også mistanke om, at han har økonomiske interesser i Rusland, selv om han siger, at de er afviklet. Problemet er, at ingen ved det med sikkerhed. Og det giver vælgerne en stor usikkerhed. For hvad kommer til at styre den kommende præsidents beslutninger? Landets ve og vel eller udenlandske interesser, der har en klemme på præsidentens virksomhed?

Låner af kinesere

The New York Times nævner f.eks. en af Trumps bygninger på Avenue of the Americas på Manhattan i New York, hvor der angiveligt er et lån på 950 mio. dollar. Trump ejer bygningen sammen med en række partnere, men lånene er optaget hos Bank of China og Goldman Sachs.

Sidstnævnte er, som avisen påpeger, en af de finansinstitutioner, som Trump anklager Clinton for at være i lommen på. Trump hævder selv, at han er ti mia. dollar værd. Men i realiteten er hans finansielle konstruktioner så vanskelige at gennemskue, at ingen aner, om det er rigtigt. Derfor vil det heller ikke være gennemskue­ligt for vælgerne, hvad Trump virkelig har af interesser i USA og udlandet.

Det samme med Clinton, som har modtaget donationer fra mange regimer rundt om i verden – også mens hun var udenrigsminister. Heller ikke her er det gennemskueligt, hvad Hillary Clinton selv har været involveret i, og hvordan hele konstruktionen er bygget op.

Angiveligt har hun i sin tid som udenrigsminister været inde og redde en schweizisk bank fra en sag med det amerikanske skatte­væsen. Hendes mand, Bill Clinton, fik efterfølgende en foredragskontrakt med den selvsamme bank til et skyhøjt beløb. Var Clinton involveret direkte?

Mistanken er der, men det står uklart, hvad der egentlig skete.

Så sjældent har vælgernes interesse været større om netop finansieringen af politikerne, og hvem der styrer de amerikanske valgkampe både på præsidentniveau og i Kongressen. Og sjældent har de økonomiske transaktioner været mere komplicerede.