Hvis DSB skulle begynde forfra

DSBs nye (forsinkede) tog bygger på fortidens teknologiske forudsætninger. Skulle jernbanen have været indført i dag, ville det være med små og lette togvogne og et »tog hele tiden«-koncept.

En vigtig forudsætning for kreativ tænkning er viljen til at stille skøre spørgsmål, som for eksempel: Hvis du skulle bygge et samfund op fra grunden med vores nuværende videnskabelig og teknologiske kunnen, hvordan skulle det så se ud? Vores måde at leve og organisere os på er i høj grad et produkt af fortidens vilkår snarere end nutidens. Vores byer, boliger og infrastruktur tilpasses kun langsomt ændrede forudsætninger. Det samme gælder vores organisationer og daglige adfærd. Vaner og vanetænkning er stærke konserverende kræfter.

Man kan selvfølgelig ikke ignorere de historiske forudsætninger for, at tingene er, som de er. Sådanne historiske forudsætninger udgør en gnidningsmodstand, som vanskeliggør forandring. Men en gang imellem tjener det et formål at forestille sig, at man kan viske tavlen ren og begynde på en frisk.Lad os for eksemplets skyld udsætte togdriften i Danmark for vores lille tankeeksperiment. For nyligt kunne man læse i avisen, at DSBs nye tog er for lange til perronerne. DSB forsvarer sig med, at de lange tog er nødvendige for at imødegå kundernes behov. Men har togpassagererne egentlig et behov for lange tog? Nej, ikke direkte, men de vil gerne sidde ned. Derfor skal toget have mange sæder. Og ergo skal toget være langt. Eller hvad?

Problemet med dette ræsonnement er, at det har begge ben solidt plantet i fortidens virkelighed. Fra damplokomotivet blev opfundet og indtil for nyligt, har togdrift været præget af to overordnede vilkår. For det første skulle der et helvedes tungt og meget dyrt lokomotiv til at trække togvognene. For det andet var det bøvlet at få logistikken til at gå op i en højere enhed.

Tog kører på spor, og kommer derfor let til at køre (eller holde) i vejen for hinanden. Derfor gjaldt det om at koble så mange vogne som muligt bag hvert enkelt lokomotiv - så var der styr på dem.Men hvordan ville vi indrette togdriften, hvis vi skulle bygge den op fra grunden med vores nuværende teknologiske vilkår? Vi ville begynde med at konstatere, at vi i stedet for »tog til tiden« bør levere »tog hele tiden«. Frihed er bedre end punktlighed. For at øge frekvensen skal vi mindske længden på hvert tog. Vi ville konstatere, at med moderne elektro- eller dieselmotorer, ville vi uden problemer kunne indbygge en motor i hver enkelt vogn. Endvidere ville vi ved hjælp af moderne IT opbygge et logistik- og sikkerhedssystem, som muliggjorde, at disse vogne kunne køre sikkert i meget tætte intervaller. Faktisk behøver afstanden mellem vognene ikke at være væsentligt længere en bremselængden ved den bagvedkørende vogns aktuelle hastighed (og denne bremselængde ville være ret kort givet den enkelte vogns lave vægt). De mange vogne ville selvfølgelig være førerløse.At vi når til dette resultat er i øvrigt ingen overraskelse. IT har ført til en lignende udvikling på mange andre områder. Produktion og distribution af varer foregår i stadig mindre enheder og »just-in-time«. Vi køber i stigende grad enkeltstående musiknumre via internettet i stedet for hele album.

Konsekvensen af denne digitalisering af togdriften ville være en dramatisk forbedring af servicen. Der ville sjældent gå mere end et minut, før en vogn rullede ind på stationen - nøjagtigt ligesom København Lufthavn er i stand til at lande mere end ét fly i minuttet.

Men alt dette er selvfølgelig helt ude af trit med virkeligheden - i hvert fald den virkelighed, som DSB befinder sig i.