Hvem er i grunden kulturbærer i Danske Bank-toppen?

Jesper Nielsen har aldrig været på tale som topchef i Danske Bank. Men nu kan han få en nøglerolle som bankens ansigt udadtil i Danmark. Men hov, hvad så med den nye formand og den nye topchef Vogelzang?

Administrerende direktør i Danske Bank Jesper Nielsen præsenterer årsregnskab på et pressemøde i København, fredag den 1. februar 2019. Tusindvis af kunder sagde farvel til Danske Bank i 2018, der var præget af alvorlig hvidvasksag. Overskuddet faldt, og banken er fortsat på jagt efter topchef. Det skriver Ritzau, fredag den 1. februar 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Danske Banks nyslåede topchef Chris Vogelzang har siddet på sin post blot en uge. Måske han de første dage har haft susende travlt med overhovedet at finde rundt i krinkelkrogene i hovedkontoret på Holmens Kanal – »cigaræsken« med de klassiske træpaneler.

Man må formode, at Vogelzang allerede før sin ansættelse har læst op på Danske Banks lange og dramatiske historie tilbage fra stiftelsen i 1871, og også – som det allerførste – har sat sig grundigt ind i bankens estiske hvidvaskskandale. Det er oprydningen efter denne sag, han vil blive målt på om tre til fem år.

Det er en opgave, Vogelzang ikke kan løfte alene. Det kræver et sublimt samspil med bankens formand, Karsten Dybvad, som givetvis vil være mere synlig end normalt for en formand. Dog en svær balance, hvis formanden ikke skal risikere at overskygge sin førstedirektør.

»Den nye topchef Vogelzang vil sætte sit eget hold i Danske Bank.«


Derudover kræver det en sammentømret direktion, der trækker i samme retning. Men hvem vælger Vogelzang/Dybvad til direktionsholdet? Hvem går, og hvem bliver gået? Det er svært at tro, at den nuværende direktion med ti medlemmer kører videre helt uden ændringer. Vogelzang vil sætte sit eget hold.

Efter udrensningen i Danske Bank-toppen i 2018 mangler banken dog voldsomt kulturbærere. Banken har tilbage i tiden været karakteriseret ved netop stærke kulturbærere. Direktører opvokset i systemet med detailkendskab til styrker og svagheder, storkunder, samfundet omkring og som pr. intuition kunne Danske Bank-kulturen.

Man kan med en vis ret sige, at det netop er historien, kulturen og vanerne, der nu skal gøres op med i banken efter hvidvaskskandalen. Men der er fortsat 20.000 inkarnerede Danske Bank-medarbejdere, der føler for deres bank, men som samtidig ikke mener, at de har gjort noget forkert og derfor har noget at undskylde.

Hvis projekt »genrejsning af omdømmet« skal lykkes, skal det i vid udstrækning ske med de 20.000 medarbejdere som altafgørende mellemmænd og -kvinder. Med kommunikation til aktionærerne, til storkunderne, til pensionskasser og fonde og selvfølgelig helt ud til de enkelte filialer. Der, hvor kunderne er.

Tager man de nuværende ti direktionsmedlemmer, er den gennemsnitlige anciennitet i banken syv år. Det lyder umiddelbart o.k., men piller man Jesper Nielsen og Glen Söderholm ud af den ligning med henholdsvis 23 år og 21 år i banken, er den gennemsnitlige anciennitet blot omkring tre år. Det er svært at være kulturbærer med et par år i bankens tjeneste.

Et godt gæt er, at der bliver skiftet ud. At eksempelvis Jacob Aarup-Andersen, som af banken var udset til at efterfølge Thomas Borgen, men blev afvist af Finanstilsynet, søger nye græsgange.

Jesper Nielsen, chef for Danske Bank i Danmark, kan få en vigtig rolle som den i direktionen, der i høj grad kommer til at bære kulturfaklen på sine skuldre. Jesper Nielsen har aldrig været på tale som ny topchef, men han gjorde det rigtig godt, rent kommunikationsmæssigt, da han midlertidigt bestred posten efter Thomas Borgens afgang.

Selv om Danske Bank er en stor regionalbank, definerer banken sig selv og sin historie i Danmark på det danske sprog. Den opgave, den nøglerolle, ligger således til Jesper Nielsen. Han er da også blevet trukket med til det kommende folkemøde på Bornholm, hvor Jesper Nielsen sammen med formanden Karsten Dybvad skal være med i en række debatter.

Vogelzang er også med til sommerfesten på solskinsøen. Måske i højere grad for at suge til sig frem for fremlæggelse af skråsikre strategier. Men hovsa, kan man have hele tre ansigter i kommunikationen fra Danske Bank?

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

»Nøglerolle til Jesper Nielsen som kulturbærer i Danmark og ansigtet udadtil.«