Hvad vil Hillary Clinton egentlig?

Den Hillary Clinton, vi tror, vi kender, kan vise sig at være en helt anden, når først hun begynder at finpudse sin politik, vurderer Berlingskes USA-korrespondent.

Bliver Hillary Clinton mon USAs første kvindelige præsident? Hun er i hvert fald i fuld gang med at fastlægge det politiske grundlag, hun skal gå til valg på. Foto: Shannon Stapleton/Reuters
Læs mere
Fold sammen

Jeg har observeret fænomenet Hillary Clinton i mange år. Jeg har deltaget i en del seancer med hende både her og i Europa og nydt hendes intellekt og hendes viden. Og jeg er ikke i tvivl om, at hvis det stod til danskerne, så blev hun USAs næste præsident.

Hendes fanklubber i Europa er ihærdige, og når jeg får stillet spørgsmålet her i USA – også fra demokrater – hvorfor hun er så populær i Europa, svarer jeg som regel, at vi har en tendens til at se hende gennem et komplekst spektrum af ønsker og håb om et USA, der lægger sig tættere til det europæiske tankegods – hvad det så egentlig er.

Men lidt mere til venstre og lidt mere velfærd og lidt flere passen på hinanden i stedet for den amerikanske model, som oftest opfattes i relativ stereotype vendinger. Et Wild West demokrati, hvor alt, der ikke kan stå ved egen hjælp, må falde. Et USA efter skandinavisk mønster. Kunne vi ønske mere? Men ved vi egentlig, hvem Hillary Clinton er?

For amerikanerne er stærkt i tvivl. Hun er i gang med at fastlægge det politiske grundlag for sin valgkamp frem til præsidentvalget i november 2016. Vi kender nogle af hendes politiske tanker gennem hendes tid i Det Hvide Hus som USAs indflydelsesrige førstedame og senere fra hendes tid i Senatet og ikke mindst fra hendes forrige valgkamp til præsidentposten, hvor hun tabte allerede det indledende løb mod den dengang ukendte Barack Obama.

Men tag ikke fejl. Den Hillary Clinton, vi tror, vi kender, kan vise sig at være en helt anden, når først hun begynder at finpudse sin politik. For hun er presset – ganske som forudset – af sit demokratiske partis venstrefløj til at tilpasse sig en politisk linje, der mere ligner Obamas end den politik, hun ellers er kendt for. Hun er på det udenrigspolitiske stadig en høg, men hun bevæger sig i retning af partiets venstrefløj hurtigere, end hun har gjort tidligere.

Er det så godt nyt for europæerne? Det kommer an på, hvordan man ser på det. Traditionelt anser man Hillary Clinton for at være en høg udenrigs- og sikkerhedspolitisk og en i amerikansk forstand venstrefløjsliberal på indenrigspolitikken. Og i virkeligheden er det måske på udenrigspolitikken, at Hillary Clinton gennem årene har været mest vedholdende. Selv om hun har ændret sin mening på en række punkter i udenrigspolitikken, så anses hun af mange netop på det område for at være en en høg.

Men på det indenrigspolitiske bliver det spændende at følge, hvor hun vælger tyngden i sin politik. For en af demokraternes mest toneangivende venstrefløjspersoner, senator Elizabeth Warren, har fået en stor indflydelse på, hvor partiets base er på vej hen. Og det er med en kampagne, der skal overbevise amerikanerne om, at Hillary Clinton vil komme den trængte middelklasse til undsætning. Hillary Clinton er i gang med at tilrettelægge en strategi, der gør op med omverdenens opfattelse af hende som værende på Wall Streets side og ikke så meget på den »menige amerikaners« side. Sådan set er der ikke noget nyt i det. For hvis man ser tilbage på det, Clinton har udtalt sig om, så har hun et langt stykke hen ad vejen været på partiets »liberale« side, selv om man også må give hendes kritikere ret i, at hun politisk er svær at få hold på.

På den republikanske fløj står det ikke bedre til. Der er en lang række kandidater, der ikke mindst kæmper om at finde det rigtige økonomiske ståsted. Der kan man tale om høge og duer i den sammenhæng. Vi har en libertarianer som senator Rand Paul, der er i gang med at finpudse sin politik og gøre de meget ægte liberale synspunkter, han har, mere mainstream. Og vi har en person som Floridas tidligere guvernør Jeb Bush, som anses for at være den gammeldags republikanske type, der kan nå både de uafhængige vælgere og de demokrater, der er i tvivl om, hvem de vil stemme på.

Midt i det står paradoksalt nok præsident Barack Obama, som er blevet mere populær end tidligere, og som både Clinton og Bush overraskende går ud og støtter på en række punkter. Fra at være en paria i amerikansk politik, som mange præsidenter er det i anden periode, er han ved at vokse ud af den rolle af den simple årsag, at amerikanerne faktisk mener, at Obama har gjort det godt på det økonomiske område. Ikke alene har han fået USA ud at det økonomiske hængedynd efter finanskrisen. Men det går så godt, at republikaneren Bush i denne uge roste Obama for blandt andet at kæmpe for en række væsentlige handelsaftaler både med landene i Asien og den store aftale med EU.

Hillary Clinton er lidt mere tilbageholdene, selv om hun i sine år som udenrigsminister støttede handelsaftalerne. For hun vil vente og se, hvor langt hun vil gå i forhold til partiets venstrefløj, som er skeptisk over for handelsaftalerne. De frygter, at amerikanske arbejdspladser går tabt. Valget er med andre ord i fuld gang. Og det er nu, at kandidaternes politik bliver finpudset.