Hvad er fairtrade-produkter

Læs mere
Fold sammen
Fairtrade er en mærkningsordning, der garanterer forbrugerne, at producenterne i den tredje verden har fået en ordentlig betaling for deres produkter. De skal så investere de ekstra penge i at forbedre produktionen eller i tiltag, der gavner lokalsamfundet som helhed.

Baggrunden er, at den stigende internationale konkurrence har presset råvarepriserne så meget, at millioner af småbønder slet ikke kan leve af deres produkter. Værst ser det ud for kaffe, hvor bønderne ikke engang kan få en femtedel af den mindstepris, FN har fastsat som den pris, de mindst skal have for at kunne overleve. Følgelig er hele samfund helt bogstaveligt ved at dø af sult.

En international fairtrade-certificeringsorganisation garanterer, at produkterne ikke alene har opnået en ordentlig pris, men også har en kvalitet, der er mindst lige så god som verdensmarkedets. Herhjemme administreres ordningen af Max Havelaar-organisationen. Alle fairtrade-varer bærer et specielt mærke, der forestiller en sort menneskesilhouet på grøn og blå baggrund.