Kære brevkasse,

Jeg er norsk statsborger og bosat i Danmark. Jeg skal arve fra min mor, som er norsk statsborger og bosat i Norge.

Hvordan forholder jeg mig til arveskat. Er det de norske regler, hvor der ikke er arveskat, eller er det de danske regler for arveskat, der vil være gældende?

Mvh.
T

Arveskatten eller rettere boafgiften, som det hedder i Danmark, følger som udgangspunkt afdødes bopæl. Der er to undtagelser til bopælen, og disse er fast ejendom beliggende i Danmark og erhvervsvirksomhed drevet fra Danmark.

Det er altså som alt overvejende hovedregel afgørende for pligten til at betale boafgift, at afdøde er bosat i Danmark ved sin død. Når der i Danmark lægges vægt på bopælen, så har arvingens tilknytningsforhold ingen betydning for pligten til at betale boafgift.

Det er derfor også uden betydning, at du er bosat i Danmark. Arv fra din mor vil derfor være fritaget for dansk boafgift, medmindre arven består i fast ejendom beliggende i Danmark eller en erhvervsvirksomhed drevet fra Danmark.

Med venlig hilsen

Erik Øvlisen, advokat (H)

www.ForumAdvokater.dk