Hovsa, nye toner på Esplanaden – også kvinder kan nå til tops i Mærsk

Mærsk rykker 48-årige Henriette Thygesen helt op i direktionen. Ganske vist bliver hun ikke skibsreder af navn – den titel er afskaffet – men derimod skibsreder af gavn. Et vigtigt signal internt i Mærsk-huset om, at man altså godt kan gå hele vejen – også som kvinde.

Henriette H. Thygesen, CEO, Svitzer. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Der er skiftet ekstraordinært flittigt ud i Mærsk-toppen i løbet af meget få år.

Senest med Søren Tofts overraskende afgang. Han var ellers udset som potentiel ny topchef i løbet af de næste år, men tålmodigheden rakte ikke, og til stor irritation på Esplanaden valgte han at sige ja til jobbet som topchef hos konkurrenten MSC. Det er så tæt på faneflugt fra Mærsk, som tænkes kan.

»Det er så tæt på faneflugt fra Mærsk, som tænkes kan.«


Nu reagerer formand Jim Hagemann Snabe og topchef Søren Skou lynhurtigt med flere markante skift. Det har været vigtigt for Mærsk-bestyrelsen at vise handlekraft og styrke topledelsen, inden det udviklede sig til tvivl og usikkerhed blandt analytikerkorpset. Mærsk-aktien har momentum og har oplevet en ganske flot stigning over de seneste 12 måneder.

Den hurtige reaktion skyldes dog primært, at man alene har rekrutteret på de indre linjer. Endnu mangler Mærsk at hente en markant profil som ny finansdirektør. Den nye centrale CFO skal hentes uden for Esplanaden som afløser for svenske Carolina Dybeck Happe. Hun forlader Mærsk i 2020 efter blot et år.

Ny i Mærsk-topledelsen bliver den 48-årige Henriette Hallberg Thygesen, som er lykkedes med at få styr på økonomien i datterselskabet Svitzer. De øverste ledelseslag i Mærsk er meget mandetunge. Det har været svært for kvinder at nå til tops på Esplanaden. Henriette Thygesen bryder denne tendens og må nu affinde sig med at være en rollemodel internt i Mærsk.

Mærsk opererer ikke længere med den magtfulde titel »skibsreder«. Hvis det var tilfældet, ville Henriette Thygesen kunne have smykket sig med titlen som kvindelig skibsreder, og dem er der sandt for dyden ikke mange af i Danmark.

Mærsk-gruppen har i løbet af de seneste to-tre år været igennem en historisk opsplitning og transformation. Derfor er det naturligt, at der nødvendigvis også må rykkes kraftigt rundt på stolene i direktionen. Men skjules kan det ikke, at der de seneste par år har været noget misstemning øverst i toppen, som har været svær at lukke ned. Og det har været svært at hente nye, stærke direktører udefra.

»Henriette Thygesen bryder denne tendens og må nu affinde sig med at være en rollemodel internt i Mærsk.«


Nu er det solidt prøvede og dermed loyale Mærsk-kræfter, der får flere stjerner på skuldrene med den seneste rokade. Det er så absolut en styrke at kunne rekruttere internt til toppen.

Ikke bare er det et klart signal til hele organisationen om, at man altså kan gå hele vejen i Mærsk. Karrieremulighederne er åbne.

Væsentligt er det derudover, at virksomheden ikke mister momentum. Det sker ofte, når en virksomhed skal vente på en ny chef udefra, og som så yderligere skal bruge et halvt års tid på at sætte sig ind i sit nye ansvarsområde. Mærsk står midt i en operativ svær proces med at sætte fart på integrationen af de traditionelle transportopgaver og logistics. Derfor er momentum så afgørende.

Officielt er der ikke noget, der hedder kronprins i erhvervslivet – og dermed heller ikke i Mærsk. Læser man dog lidt mellem linjerne må denne kronprinsstatus nu hæftes på schweiziske Vincent Clerc. Trods sin udenlandske herkomst er han tæt på at være så pæredansk, som man kan blive. Han har arbejdet sig op igennem systemerne i Mærsk siden 1997.

Vincent Clerc får et kæmpe ansvarsområde, nemlig »ocean & logistics«. Mærsk er verdensmester på havet, men mangler noget styrke og pondus på logistics. Derfor må det forventes, at Mærsk på et tidspunkt henter et stærkt kort ind udefra med ansvar for at sætte endnu mere fart på »logistics & services«.

De mange skift i Mærsk-toppen vidner om, at sammensætningen af en slagkraftig direktion er en proces, der aldrig hører op, men hele tiden er i bevægelse. Set udefra synes Mærsk at have været lidt sen til at komme frem til denne erkendelse.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

»Set udefra synes Mærsk at have været lidt sen til at komme frem til denne erkendelse.«