Det Hongkong-baserede firma CK Hutchison har indledt en voldgiftssag mod Panama efter landets annullering af en koncession til at drive to havne i Panamakanalen.

Det oplyser selskabet ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP i en udtalelse.

Selskabet mener, at Panama har brudt en aftale om investeringsbeskyttelse ved blandt andet at annullere koncessionsaftalen for Balboa og Cristóbal med datterselskabet Panama Ports Company (PCC).

Det skriver selskabet ifølge Reuters.

En koncession er en tidsbegrænset tilladelse fra staten til, at en privat aktør må drive eller udnytte en offentlig infrastruktur eller aktivitet på fastsatte vilkår.

Balboa og Cristóbal ligger i hver deres ende af Panamakanalen.

Selskabet kræver en erstatning på mere end 1,5 milliarder dollar for det, som det betegner som ødelæggelsen af sine investeringer i Panama.

Det udtaler selskabets bestyrelse ifølge AFP i en meddelelse til børsen i Hongkong.

- Bestyrelsen er stærkt uenig i de skridt, som Panama har taget i strid med traktaten.

- Selskabet vil fortsat gå efter en løsning med Panama, samtidig med at det til det yderste vil forfølge alle selskabets rettigheder og retslige midler i henhold til traktaten og folkeretten, skriver bestyrelsen.

Panamas økonomiministerium og præsidentkontor er ikke umiddelbart vendt tilbage på Reuters' anmodning om en kommentar.

CK Hutchisons datterselskab PCC har siden 1990'erne drevet containerterminaler ved kanalens stillehavs- og atlanterhavsside.

USA's præsident, Donald Trump, kritiserede i sin indsættelsestale i januar sidste år, at havne langs Panamakanalen efter hans mening "drives" af Kina.

Efterfølgende annullerede Panamas regering CK Hutchisons koncessionskontrakter til at drive de to havne Balboa og Cristóbal.

I februar afgjorde Panamas højesteret, at danske Mærsk i form af datterselskabet APM Terminals midlertidigt skulle overtage Balboa, mens schweiziske MSC skulle overtage Cristóbal.

Datterselskabet PCC anlagde i februar et søgsmål mod indstillingen af driften ved Panamakanalen og meddelte en måned senere, at det kræver mindst 2 milliarder dollar i erstatning.

CK Hutchisons bestyrelse tilføjer i børsmeddelelsen, at PCC's voldgiftssag mod Panama fortsætter særskilt fra moderselskabets voldgiftssag.

RITZAU