Højtprofilerede virksomheder drukner i jobansøgninger

Ansøgningseufori. Mindre virksomheder, der får pludselig omtale i medierne har ingen problemer med at tiltrække medarbejdere. Virksomhedens navn vægter højere end løn og jobindhold.

Positiv presseomtale og profilering. Små virksomheder, der normalt har svært ved at tiltrække arbejdskraft oplever et veritabelt boom i ansøgninger, hvis de pludselig har fået god omtalt i medierne. Opmærksomheden kan blandt andet opstå i forbindelse med en børsnotering, et nyt produkt eller en kampagne.

- Vi blev børsnoteret på First North i september, og siden da har vi fået et væld af henvendelser. Vi har fået mange uopfordrede ansøgninger fra ingeniører, så i modsætning til andre virksomheder har vi ikke haft nogle nævneværdige rekrutteringsproblemer, siger Viggo Lütcje, som er afdelingsleder i virksomheden SCF Technologies. Virksomheden har for tiden 12 medarbejdere. Og SCF Technologies er langt fra den eneste mindre virksomhed, som har oplevet at en pludselig eksponering kan resultere i et boom af jobansøgninger. En række virksomheder, som har ErhvervsBladet har talt med har været igennem samme proces.

Navnet ser flot ud på CV`etAt virksomhedens navn er afgørende skyldes ganske enkelt, at det ser fint ud på et CV. Det er for mange vigtigere end at det egentlige jobindhold, og det er en udvikling, som i højere grad vil sætte sit præg på jobmarkedet i fremtiden.

- Det er tydeligt, at virksomheder med et kendt navn og profil har lettere ved at få de gode kandidater. Lønnen er langtfra det vigtigste, når man skal se sig om efter et nyt job, og derfor råder vi vi mindre virksomheder til at finde ud af, hvad der er specifikt for netop dem, siger Kåre Danielsen fra Jobindex. Han bakkes op af it-virksomheden Fullrate, som har mærket udviklingen på egen krop.

Siden sin start i maj sidste år har virksomheden nemlig haft held til at få omtale i både aviser og TV, fordi Fullrate er en central aktør i bredbåndskrigen. Ifølge direktør Stig Myken lykkedes det at få skabt et billede af en ung, dynamisk virksomhed, hvor man ikke blot er et nummer i rækken, og det tiltaler unge, dygtige medarbejdere. Efter de første seks måneder gik det stærkt, og i dag får virksomheden mere end én uopfordret ansøgning om dagen til både kundeservice- og supportstillinger. På otte måneder er medarbejdertallet steget fra to til 40, men den personlige stemning er bibeholdt blandt de nye medarbejdere, fortæller direktør Stig Myken.