Højeste renter i 12 år: Her er økonomernes råd til nervøse boligejere

På trods af modvinden fra de stigende renter har boligøkonomer nogle gode råd til, hvad der kan være ens næste skridt.

Onsdag satte den amerikanske centralbank renten op. Og det kan mærkes, hvis man skal have lån i sin bolig. Mathias Svold

Rentesmerten hos boligejerne vokser til nye højder. Det står klart, efter at den lange danske rente har rundet et skarpt hjørne ved at stige til over tre procent torsdag eftermiddag. Det er 12 år siden, at den tiårige danske statsobligationsrente har været lige så høj som i dag, og det var i årene, da Danmark og verden omkring var på vej ud af den dybe finanskrise i 2008-2009.

Der er nervøsitet i de globale obligationsmarkeder, som rammer de danske renter. På papiret var det en god nyhed, at den amerikanske centralbank onsdag aften hævede renterne, men centralbanken advarede samtidig om, at det ikke kan udelukkes, at den korte rente både forhøjes yderligere og vil forblive høj i længere tid.