Prisstigninger, vækst i salget af proteinholdige produkter og opkøb har alle medvirket til, at Arla landede en rekordhøj omsætning i 2025.
Samlet omsatte koncernen for 15,1 milliard euro, hvilket svarer til omkring 112 milliarder kroner. Det er en stigning på næsten ti procent fra året før.
Det fortæller den administrerende direktør, Peder Tuborgh, om regnskabet for sidste år.
- Vores historiske resultat demonstrerer, at vores strategi virker, siger han.
Egentlig har Arla set salget af flere velkendte produkter som Lurpak smør falde sidste år. Men det er der blevet mere end opvejet for på grund af de højere priser.
Hvis man spørger topchefen, så er den primære forklaring på rekordåret dog, at efterspørgslen på proteiner og proteinholdige produkter er stor i hele verden.
- Og når efterspørgslen er så stor, så er både priserne og volumenerne (salgsmængderne, red.) gode, siger han.
Først og fremmest har Arla set en stigende efterspørgsel på produkter, der sælges under koncernens brands Arla Skyr og Arla Protein. De har set en vækst i salgsmængden på op mod 20 procent.
Under sidstnævnte sælges der blandt andet mælke- og yoghurtdrikke med fokus på proteinindholdet.
- Vores brands beviste deres værd i år med imponerende omsætningstal. Det kraftige opsving i volumen, som vi oplevede i andet halvår, bekræfter, at vores brands fortsat er yderst relevante, siger Peder Tuborgh.
Derudover er den rekordhøje omsætning hjulpet godt på vej af en vækst på godt 43 procent i Arlas ingrediensforretning, Arla Foods Ingredients.
Denne del af forretningen transformerer valle til ingredienser, der bruges til spædbarnsernæring, klinisk ernæring, sportsernæring, specialiseret ernæring og andre føde- og drikkevarer.
Væksten er til dels et resultat af efterspørgslen på proteiner, men også at man i 2024 gennemførte opkøbet af et selskab med produktion i Wales. På den måde fik Arla adgang til betydeligt mere valle.
På trods af den langt højere omsætning fulgte overskuddet efter skat ikke med op i samme tempo.
Sidste år landede det på 415 millioner euro svarende til 3,1 milliard kroner. Til sammenligning lød det på 401 million euro i 2024.
Arla er et andelsselskab, som er ejet af landmændene. Ved afslutningen af året besluttes det, hvor stor en del af overskuddet der skal udbetales til landmændene, og hvor meget der skal geninvesteres i Arla.
Som følge af overskuddet foreslår Arla at efterbetale 2,2 eurocent per kilo leveret mælk. Det løber op i samlet 296 millioner euro - eller 2,2 milliarder kroner. Også her er der tale om en rekord.
I indeværende år regner koncernen med et markant fald i omsætningen som følge af faldende mejeripriser. Omsætningen ventes at lande i intervallet 13,3-14,1 milliard euro.
/ritzau/
