Højere lønninger er med til at sikre fremgang i indkomster
Den gennemsnitlige indkomst steg sidste år med 1,4 procent, når der korrigeres for inflation, viser nye tal.
Den gennemsnitlige indkomst steg sidste år med 1,4 procent, når der korrigeres for inflation, viser nye tal.
I 2025 var den samlede indkomst før skat i gennemsnit 428.800 kroner for personer over 15 år.
Det er 3,4 procent mere end året forinden, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.
Kigger man alene på realindkomsten, hvor der er korrigeret for inflation, lyder stigningen på 1,4 procent.
Den samlede indkomst omfatter for eksempel lønninger, offentlige overførsler, pensioner samt fortjenester eller tab på aktier og andre værdipapirer.
Det går godt i dansk økonomi, og det er med til at sikre fremgang, skriver Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri (DI), i en kommentar.
- Den stigende beskæftigelse sikrer flere en erhvervsindkomst, hvilket giver flere penge mellem hænderne, siger Allan Sørensen.
Den gennemsnitlige indkomst fra løn steg isoleret set med 3,7 procent i forhold til 2024 og udgjorde i gennemsnit 278.600 kroner for personer over 15 år sidste år.
RITZAU