Jyske Banks renteindtægter er faldet godt syv procent til 8,84 milliarder kroner.

Det viser bankens årsregnskab for 2025, som er blevet offentliggjort torsdag morgen.

Det er andet år i træk, at renteindtægterne falder, men til gengæld ligger de fortsat på et højt niveau i et historisk perspektiv.

I 2021 - inden renterne for alvor begyndt at stige - havde banken til sammenligning renteindtægter for knap fem milliarder kroner.

Banken kan desuden glæde sig over, at den sidste år så en stigning på omkring to procent i overskuddet efter skat, der er landet på 5,4 milliarder kroner.

Det er blandt andet et resultat af, at gebyr- og provisionsindtægterne er vokset i perioden.

Derudover har Jyske Bank også haft nogle udgifter, som vedrører opkøbet af henholdsvis Handelsbanken og PFA Bank.

Sidste år blev der afsat 91 millioner kroner til det punkt, men i år har banken ikke en regning, der skal betales i den henseende, fremgår det af regnskabet.

Lars Mørch, der er administrerende direktør i banken, siger, at man på baggrund af resultaterne vil igangsætte det største aktietilbagekøbsprogram i Jyske Banks historie.

Et aktietilbagekøb fungerer ved, at et selskab køber aktier på børsen og derefter annullerer dem. På den måde bliver værdien af de tilbageværende aktier mere værd.

Det er en måde for et selskab at fordele overskud til aktionærerne på.

Jyske Banks foreslåede aktietilbagekøb har en værdi af op mod tre milliarder kroner. Det forventes afsluttet den 29. januar næste år.

I regnskabet udtaler Lars Mørch videre, at banken er begunstiget af, at den danske økonomi har det godt, og at arbejdsmarkedet er varmt.

- Og aktiviteten på boligmarkedet er steget. Inflationen er under kontrol. Vores kundernes økonomiske situation er generelt robust, og vi er i en god position til at hjælpe, udtaler han onsdag.

/ritzau/