Høje oliepriser er godt for offshoreindustrien

Læs mere
Fold sammen
Mens de danske bilister vånder sig, når de skal have tanket op, kan Mellemøstens oliesheiker tage det brede smil på.

Oliesheikerne er dog langt fra de eneste, der nyder godt af det prisniveau, de fleste af vi andre går og brokker os over.

Den danske offshorebranche har nemlig også fået vind i sejlene i kølvandet på de stigende oliepriser.

Det oplever branchen ved de store internationale offshoremesser. Senest deltog 40 danske virksomheder ved et fremstød på den store norske offshoremesse, ONS 2004 i Stavanger.

Her fik de alle konkrete ordrer med sig hjem og en række nye kontakter, oplyser adm. direktør Mogens Tofte Koch, TofKo Business Development A/S.

Der er tale om et konsulentfirma i Nordjylland, der siden 1999 har været tovholder på en lang række udenlandske messer for den danske offshore branche.

TofKo bliver også det praktiske omdrejningspunkt ved to messer næste år, OTC i Houston i maj og olie- og gasmessen i Aberdeen i september. Den amerikanske messe er i øvrigt verdens største. Der er, ifølge Mogens Tofte Koch, ved at være rift om at komme med i de fælles danske fremstød. Der er tæt på udsolgt til begge de ovennævnte messer.

Blandt de virksomheder, der har hentet store ordrer på de internationale messer, finder man en virksomhed som Persolit A/S, som på den sidste messe i Houston fik ordrer på en lille million kr. Firmaet deltager igen på begge internationale messer næste år.

Et andet eksempel er HydraTech A/S i Nordjylland, der også har hentet store ordrer på de udenlandske messer.

En af ideerne ved de fælles danske messefremstød er, at virksomhederne sammen kan hjælpe hinanden til ordrer, hvis én virksomhed pludselig står med en forespørgsel, den ikke kan klare. Så kan den oftest henvise til en kollega i branchen. jc