Høj fleksibilitet præger ikke Kina

Der er afgørende forskel på dansk og kinesisk mentalitet. Det er eksempelvis ikke høj fleksibilitet, der karakteriserer

underleverandører i Fjernøsten. Og slet ikke ved reklamationer.



- En kineser er lidt hurtig til at afvise, hvis

det koster penge. Og nogen gange kan det ligefrem knibe med at forstå engelsk i den slags situationer. Ved reklamation er det

sværere at få penge ud af en kineser end en dansker, siger adm. direktør Bjarne Stenberg, Bent Hede Elektronik A/S,

Horsens.



De 100 medarbejdere i elektronikfirmaet fremstiller printplader og udfører montageopgaver.



Firmaet har

fire-fem års erfaring med samarbejdspartnere i Kina og Taiwan. Bjarne Stenberg pointerer, at det er vigtigt at bruge tid på

at opbygge personlige relationer i Asien.

Kinesisk tankegang

- Det vil være langt sværere for en kineser at

bryde et personligt venskab end en kontrakt. Man skal forsøge at lære deres måde at tænke på og drive

forretning på. Det er meget anderledes end hos os. En kineser vil meget hellere have en mindre ordre i dag end tale om en stor

ordre om et halvt år. Når det gælder daglig forretning, tænker de nok mere kortsigtet, end vi gør,

forklarer Bjarne Stenberg.



- Det er muligt, at der forsvinder danske elektronikjob til Kina, men det vil koste endnu flere, hvis

vi ikke går ind i det. Man kan jo ikke forestille sig toldmure eller andet, der kan beskytte os, siger han.



Bjarne Stenberg

har ingen konkrete planer om, at Hede Elektronik etablerer egen produktion i Kina. Det kræver ordrer med stor volumen. Desuden

skal produkter, der skal produceres i Kina, være inde i en stabil teknisk fase - d.v.s. uden behov for ret meget tilpasning.

Hvis der er brug for det, bliver det problematisk, siger han.



- Når produktet er færdigudviklet i Danmark, og der

er fremstillet nul-serie og prototyper, og det er inde i en teknisk stabil fase, kan Kina være interessant, hvis man har tid

til at vente på, at produkterne bliver transporteret hjem, pointerer Bjarne Stenberg, som ikke ser sort på fremtiden for

hverken dansk elektronikindustri eller Bent Hede Elektronik.

Tro på fremtiden- Der vil være brug for dansk

elektronik i mange år endnu. Hvis vi forstår at tilpasse og omstille os og skabe værdier for vore kunder, kan vi

fastholde vore 100 arbejdspladser i Horsens. Det er jeg overbevist om.



Bjarne Stenberg mener, at produktion af megen elektronik,

der indgår i industrielle produkter inden for f.eks. styring, regulering og overvågning, vil blive fastholdt i Danmark,

fordi stykantallet som regel er relativt lavt.



Desuden er der ofte større behov for løbende tilpasning af den

slags produkter.



- Det er vigtigere for vore industrikunder at kunne ændre en styring hurtigt, end at produktet er fem

kroner billigere. Presset for at få forbrugerelektronik produceret i Kina er nok større, mener han.



Hede Elektronik

blev etableret i 1984 af nu afdøde Bent Hede. Firmaet ejes af fru Hede.