H&M førte an i faldende marked

Svenske aktier: Hennes & Mauritz var dagens store taber på Stockholmsbørsen og stod, sammen med finansaktien Nordea, for stort set hele faldet i OMX.

På en dag, hvor kun ni ud af de 30 OMX-aktier endte i plus, faldt det toneangivende indeks for anden dag i træk. OMX bakkede 1,1 pct. til 800,2, mens All-Share-indekset dykkede 0,8 pct. til 228,7.

Drivkraften i det negative OMX-indeks var tøjgiganten Hennes & Mauritz. Selskabet, der er Europas største tøjdistributør, meddelte i går, at decembersalget steg med ti pct. Forventningerne til decembersalget var dog en stigning på 20 pct., og investorerne handlede aktien hele 10,8 pct. ned til kurs 186,5.

Medvirkende til at trække OMX-indekset nedad var desuden finansaktien Nordea. Aktien dykkede 2,7 pct. til kurs 53,5, og klarede sig således ringere end konkurrenterne SEB og Foreningssparbanken, der henholdsvis steg og faldt 0,5 og 0,7 pct.

De indekstunge mobilgiganter, Ericsson og Nokia, var ikke blandt dagens faldende aktier. Ericsson endte dagen uændret i kurs 51,5, mens Nokia indkasserede dagens største stigning med et kurshop på to pct. til 232.

Merrill Lynch offentliggjorde i går en nedjustering af sin anbefaling på en af Europas største papirproducenter, Stora Enso. Aktien faldt 1,5 pct. til kurs 130,5, mens konkurrenterne Holmen og Svenska Cellulosa klarede sig noget bedre med stigninger på henholdsvis 0,9 og 0,4 pct.