Selv om antallet af konkurser faldt med næsten en femtedel i 2013, var året alligevel præget at store konkurser. Den største af dem var E. Pihl & Søn, hvor 918 medarbejdere pludselig stod uden deres udkomme. Ikke mindre end 74 mio. kr. måtte LG punge ud med til de mange tidligere Pihl-ansatte. De 74 mio. kr. er garantifondens næststørste udbetaling i fondens 42-årige historie, og LG venter yderligere udbetalinger i 2014, fremgår det af fondens årsberetning,
Andre store konkurser i 2013 var Biva Tæppeland, hvor 300 ansatte mistede deres job og Marsh Wind Technology, hvor 281 lønmodtagere måtte søge hjælp hos LG.
I alt 25.590 lønmodtagere modtog udbetalinger fra LG i 2013, hvilket er en stigning på 22 pct. i forhold til 2012. Stigningen skyldes dog ifølge LG især, at nye digitale sagsgange har reduceret ekspeditionstiden.
Den gennemsnitlige udbetaling pr. lønmodtager steg fra 34.537 kr. i 2012 til 36.615 kr. i 2013. Udbetalingerne er fordelt med 67.899 kr. i gennemsnit pr. funktionær og 19.208 kr. pr. arbejder.