Hirtshals bliver i Danmarks Fiskeriforening

Fiskerne i Hirtshals bliver i Danmarks Fiskeriforening, afgjorde en generalforsamling mandag.

Læs mere
Fold sammen
Et forsøg på at løsrive Hirtshals Fiskeriforening fra hovedorganisationen Danmarks Fiskeriforening led mandag skibbrud på en generalforsamling på Nordsøcentret i Hirtshals.

Forslaget om at følge fiskeriforeningerne i Grenaa og på Bornholm ud af hovedorganisationen fik kun 15 stemmer, mens 45 fiskere ville blive om bord, oplyser formanden for fiskerne i Hirtshals, Erik Jespersen.

Foreningen i Hirtshals har 204 aktive og 24 passive medlemmer ud af 2700 medlemmer i Danmarks Fiskeriforening. I Hirtshals er både små og meget store fiskere repræsenteret.

En udmeldelse fra Hirtshals ville have været endnu et skridt mod opsplitning af Danmarks Fiskeriforening, som for 10 år siden blev skabt af to fiskerforeninger, Dansk Fiskeriforening og Danmarks Havfiskeriforening.

/ritzau/