Herregårde efterlyser mere rådgivning

Når ferie-herregårde går fallit, skyldes det blandt andet for høje forventninger til gæsteantallet.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen

Jævnligt kan nyhederne berette om en herregård med ferieboliger, der har måttet dreje nøglen om, og senest gjaldt det den jyske herregård Lønborggård.

Ofte bunder den triste slutning i, at ejerne havde for store forveninger til udlejningsprocenten, og her lyder det fra etablerede herregårdsejere, at udlejningscentrene kunne blive endnu bedre til at rådgive kommende herregårds-udlejere realistisk:

- Udlejningsbureauerne skal opføre sig anstændigt. Når de er ude at rådgive personer, som gerne vil bygge et sommerhus eller overtage en herregård, skal de være ærlige omkring, hvor meget de vil kunne tjene på det. Nogle brænder virkelig fingrene på, at de troede, de kunne tjene mere, end de kunne, siger Grethe Breum fra Herregården Hesthave i Spøttrup.

Hendes opfattelse deles af Lars Haraldsted fra Hønnerup Hovedgård på Fyn:

- Bureauerne har jo bare taget alle ind helt ukritisk. Der er jo kommet mange store landbrug, som er blevet omlagt til et overnatningssted, men der er ikke skarpe nok krav for at man kan blive en feriebolig under udlejningsbureauerne. Samtidig har bureauerne foregøglet folk, at hvis de bare åbnede, ville de få så og så mange gæster. Men det holder ikke stik i virkeligheden, siger Lars Haraldsted, der synes, udlejningsbureauerne bør stille en form for garanti over for udlejerne.

Farlige forventninger

Ingelise Schimko, som i 2007 begyndte en renovering af Herregaarden Jerstrup, er en af dem, som for ikke så længe siden blev rådgivet af Dansommer omkring fremdtiden for sin nye herregård. Også hun kunne godt ønske sig, at virkelighedens udlejningsforhold stemte mere overens med det, der bliver sagt:

- Den reelle udlejning har absolut ikke været, som vi havde fået indtryk af. De sætter den frygtelig masse forventninger i gang, siger Ingelise Schimko, som dog tror på, at udlejningen bliver bedre i fremtiden.

Hos herrgårdenes største udlejningsbureau, Dansommer, mener direktør Jan Haapanen ikke, at nye kunder bliver vildledt:

- Vores kontrakter med feriebolig-ejerne rækker kun et år ad gangen, så hvis de ikke er tilfredse med os, og vi ikke hele tiden gør vores bedste, kan de hurtigt smutte. Vi vil gerne være det foretrukne bindeled mellem ejer og lejer, og derfor skal vi selvfølgelig være ærlige over for vores feriehus-ejere og give dem et reelt billede af, hvad de kan tjene. Gør vi ikke det, går det jo ud over os selv, for vi beregner også ud fra vores egne forventninger, siger Jan Haapanen.