Herre klassisk

Stadig flere mænd finder deres klassiske maskulinitet frem. Med et jakkesæt. Denne maskuline og traditionsrige beklædning, der med 200 år på bagen har fulgt mandens udvikling fra alvorlig, mandig og handlekraftig til rebelsk, følsom og modebevidst.

Herre klassisk - 1
Foto: Linda Henriksen<br>Model: Casper Mads/Unique Models<br>Jakkesæt fra Acne Jeans, jakke 2.699 kr. og bukser 1.199 kr.<br>Hvid skjorte fra Tiger of Sweden 600 kr.<br>Slips privateje Fold sammen
Læs mere
Hvis man insisterer på at være ung med de unge, skal man stoppe sin læsning her. Andre kan fortsætte med chance for at forstå, hvorfor det igen er moderne gennem sin påklædning at vise, at man er en mand.

Om han er gymnasielærer, reklamedirektør eller kunstmaler, er mænd igen begyndt at vise deres modemæssige fællessprog via klassiske habitter tilsat en hvid skjorte og et bredt mønstret slips eller et smalt ensfarvet. Måske er jakkesættet af mærket Burberry med britisk snit og to knapper, hvoraf kun den øverste naturligvis knappes - eller også et slimline Dior med fem knapper.

Hvis han er helt bevidst og skridsikker i sin egen nyopdagede maskulinitet, afslutter han bukserne med et par hvide Adicolor Adidas sneakers. Bare for lige at fortælle, at nok bruger han - som sine forfædre helt tilbage ved jakkesættets fødsel for knap 200 år siden - sin habit til at understrege de maskuline værdier, men det er på den opdaterede funky måde.

Mændene trækker således igen det enkle og klassiske jakkesæt frem fra gemmerne, som han har gjort det flere gange op gennem historien, når mandigheden skulle pudses af. Der er vel ikke noget, der oser mere af mand end Gary Cooper, Bryan Ferry eller for den sag skyld James Bond i et velsiddende stykke jakkesæt?

Og tiden er måske også mere moden nu end nogensinde ovenpå flere dekaders kønsforvirring hos den mandlige del af befolkningen. I 1970erne smed han f.eks - i overført forstand - brystholderen i sympati med sine kvindelige modstykker og iklædte sig lilla bukser og partisantørklæder. Den bløde mand blev et begreb, der først var sexet på den følsomme måde, men snart blegnede og nærmest blev et skældsord i 80ernes pastelfarver og fimsede polobluser. I 90erne var han derfor først retroseksuel, senere blev han metroseksuel og adopterede ikke bare kvindernes trang til manicure, glatbarbering og dyre ansigtscremer, men også de kvindelige modeluner, der skifter hver sæson. MEN DET ER SLUT NU. I hvert fald set oppefra. Manden anno 2006 er überseksuel - ham, der ikke har tid til at være glatbarberet alle steder, fordi han har travlt med at redde verden. Han er stadig forfængelig, men også lidenskabelig, selvsikker og handlekraftig - og ikke mindst skamløst maskulin. Faktisk så meget, at han i den forgangne uge også fik sin egen danske udgave af »Kend din krop, mand« - mere end 30 år efter kvinderne.

»Manderollen har været under revurdering siden 1970erne. Der sker så meget med mænd og med, hvad de kan tillade sig at gå i. Grænserne flytter sig hele tiden. Derfor bliver jakkesættet en slags sikkerhedsbøje. For mænd er det rart at have noget, de ved, hvad handler om,« siger Else Skjold, der er modeskribent og cand. mag. i moderne kultur og kulturformidling.

Hvis man ser ud over modelandskabet, så støder ens blik på alt fra jakkesæt i klassiske snit over moderne stramtsiddende med smalle ben og french pockets til folk som danske Henrik Vibskov, der laver kreative mellemting mellem træningsdragter og habitter. Det, som Else Skjold kalder det rebelske jakkesæt, der går i den modsatte retning af den metroseksuelle David Beckham-type. Barbie-manden med lidt for meget pynt og feminine detaljer.

Moderedaktør på Euroman, Chris Pedersen, er heller ikke i tvivl om, hvad jakkesættets revival på podierne og i butikkerne betyder:

»Nu vil mænd være mænd. Det enkle og upyntede maskuline jakkesæt kan jo ses som et oprør mod den bølge, hvor mændene skulle integrere kvindernes modeforbrug. Mænd søger efter ting, der ikke er forgængelige, og som ikke skriger til himlen. Mænd har mere end nogensinde brug for at vise den rå maskulinitet, for det er jo den, der gør mænd frie.«

Chris Pedersen mener, jakkesættet er et symbol på gamle mandige dyder, som den unge generation missede i deres opdragelse, og de ældre mænd ikke har måttet leve op til i mange år.

»Selv de unge er ved at gå fra at have det der slimline drengelook til et mere mandigt look - de vil også gerne se ud som mænd. Jakkesættet er på den måde tilbage som den klassiske enkle mande-uniform, der bærer de maskuline værdier i sig.«JAKKESÆTTET ER, ligesom ytringsfrihed og demokrati, en direkte konsekvens af, at folket under den franske revolution i 1790erne kappede hovederne af den rige franske adel. Deres pompøse overflod blev efterfølgende symbol på alt, hvad der var ondt, vederstyggeligt og pjattet. Ikke mindst deres dekadente påklædning: Knælange bukser, halvhøje sko og støvler, silkestrømper, jaketter med ædelstene og sølv og guld. Blonder, sløjfer og hatte med fjer ovenpå parykker med pudder. Som en synlig modreaktion tyede mændene til fiskernes, bøndernes og det arbejdende folks spartanske beklædning med lange bukser og en jakke som en ny måde at vise status på.

Jakkesættet har siden de første spæde skridt i starten af 1800-tallet symboliseret, at alle mænd er lige. Og frem for alt mænd. Nogle naturligvis mere lige end andre - og nogle mere mænd end andre. Men ens så de ud og derfor taler modeteorien om årene i midten af 1800-tallet som »det store maskuline afkald«.

Jakkesættet var også med til at udvikle og understøtte det mandlige kropsideal, der er fremherskende i dag. I slutningen af 1700-tallet var den sexede mand lig med hulbryst, smalle skuldre og brede hofter - altså en pære, mens 1800-tallet bragte et mande-ideal hentet fra de antikke græske mandeskulpturer, der havde brede skuldre og smalle hofter - altså den trekantede form. Man søgte nu at finde en mandemode, der kunne understøtte det naturlige og græske ideal, og jakkesættet som vi kender det, begyndte at tage form. Det skulle tjene som en slags ekstra hud og smyge sig nært om kroppen.

Den enkle habit blev ensbetydende med autoritet, konformitet og fornuft. Bare ordet habit (vane) fortæller stadig om et tilhørsforfold til en gruppe med særlige værdier og normer. Siger man camping-habit om nogens tøj, er fordommene om vedkommende tydelige med det samme.

Selvbeherskelsen og fornuften, inspireret af de engelske kostskole-værdier i begyndelsen af 1900-tallet, den såkaldte Edwardisme, gjorde jakkesættet til det perfekte skjul af krop og svaghed. Igen måtte mændene, og deres skræddere, krybe til detaljerne for at vise, at de var mere og andet end blot »mænd i jakkesæt«. Den rigtige gentleman så dagens lys - ham, der med en bunke regler og conduitter viste, hvilken slags mand han var lavet af.

1920erne stod i de bløde materialers tegn som tweed og flannel, der også satte sit præg på jakkesættet. Årtiet efter blev dobbeltradede jakkesæt hot med skulderpuder og nogle gange polstring på brystet for at vise, at manden var en rigtig mand. Selv rigtige kvinder som Marlene Dietrich tog jakkesættet til sig og støbte sin egen myte inspireret af Sarah Bernhardt, der gjorde det samme med endnu mere påstyr i 1876.HEREFTER FULGTE NOGLE HÅRDE og forvirrende årtier for jakkesættet som beklædning og mandig symbolbærer. Først med Anden Verdenskrig, der pga. materialemangel og rationering satte en stopper for nogle af jakkesættets tro følgesvende. Vesten forsvandt for en tid. Der var ikke stof nok til hverken bukseopslag eller dobbeltradede jakker.

Efter krigen tørnede jakkesættet ind i ungdomskulturen fra USA og beklædning fra militæret. T-shirts, pilot-jakker, kaki-bukser og jeans a la James Dean blev mandens svar på tiltale, mens jakkesættet derimod blev sendt i skammekrogen som symbol på den autoritære forældregenerations forstokkede holdninger.

Samme kranke skæbne led det langt hen ad vejen i 1960erne, dog med den forskel at rock'n'roll-stjerner, mods og designere nu begyndte at lege med jakkesættet - på en syret og ungdommelig måde. Det blev nu mere et udtryk for en kreativ og kommenterende mandighed sådan som The Beatles viste det, da de i 1963 under stor opmærksomhed optrådte i habitter uden krave og revers designet af Pierre Cardin.

Den bølge bragte jakkesættet ind i en ny tid, og det blev en integreret del af de unges foretrukne referenceramme: Musikken. I 1970erne måske mest som en modreaktion mod den løsthængende hippiekultur og lidet elegante hippiemode. Gary Glitter, Sweet og Slade gav den nu i guld og sølvhabitter, mens punk og rock-avantgardister som bl.a. David Bowie gjorde den hvide habit cool for altid som den kokain-fortyndede »The Thin White Duke«. Det bør for god ordens skyld nævnes, at hippierne altså også kunne bære jakkesæt - bl.a John Lennon, da han i 1971 iført hvidt jakkesæt sang »Imagine«.

Jakkesættet red dog ikke længe på den bølge af ungdoms coolness og avantgarde. 1980erne bragte nemlig groft sagt flere facetter til den mandlige uniform, som mændene var tvunget til at vælge side i. Ville man være pastelfarvet Don Johnson-klon, hvidt Travolta disko-drøn - eller Armani-klædt yuppie? Eller ville man ingen af delene og bare give den som den sweaterklædte bløde mand, der lige havde lært at vaske op? Hvilken side man end valgte, fortalte jakkesættets farve, form og fabrikat uden et eneste ord alt, hvad der var at sige om livsværdier. MED TIDEN OG ALLE DE forskellige manderoller, der så dagens lys i de år, fulgte også en voksende opmærksomhed på mandemode som et legalt begreb på linje med kvindernes. Der kom i 1990erne modeblade til mænd, og det blev langsomt acceptabelt, at manden begyndte at pleje sig selv og kæmpe med kvinderne om neglesaksen og ansigtsmasken. Han blev i midten af 1990erne udråbt som metroseksuel og begyndte at flakse mere i sin garderobe alt efter modelunerne. Nogle gange var han en mand i mørkt jakkesæt, andre gange en af gadens drenge med hullede cowboybukser, Gucci-bælte og T-shirt med holdning. Et helt andet sted - i kunstnerkredse - bevægede jakkesættet sig langsomt ind igen som en anti-kommentar til modehysteriet. Vel at mærke genbrugs-udgaven. Det brune, grå eller mørke vintage sæt uden skelen til dandy-snit eller britisk skrædderkunst blev i de kredse et symbol på en mandighed, der gik på tværs af trend-termer. Okay, de fik så alligevel sammen med de selvudråbte ikke-modebevidste Fred Perry-klædte deres egen term - nemlig retroseksuelle.

De seneste års fokusering på individualisme og selvrealisering har så igen rykket ved manden og hans garderobe. Under betegnelsen überseksuel tager han nu jakkesættet på i sin historiske betydning som mandigt og pepper det op med sit eget personlige touch.

To nøgleord, som den tidligere Gucci-designer og modeguru, Tom Ford, siges at bygge sin nye kollektion op på. Rygter svirrer, at han snart præsenterer en kollektion, der har det klassiske jakkesæt som fundament, men i en »bespoke« udgave. Syet efter den enkelte mands egne krav til detaljer og snit; længere ærmer, kortere snit, to eller fem knapper... Et brystlommetørklæde, et bredt eller smalt slips... Manden bestemmer selv. jrf@berlingske.dk tym@berlingske.dkKilder: Artikelserien »Jakkesættes historie« fra Euroman af Else Skjold

»Modeleksikon - Fra couture til kaos« af Mads Nørgaard

»The Future of Men« af Marian Salzman»Nu vil mænd være mænd«