Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det der truer, er det offentlige gældsloft. Skæringsdatoen for, hvornår de amerikanske parlamentarikere skal blive enige om at hæve grænsen for, hvor meget staten må gældsætte sig, nærmer sig faretruende. Nogle hævder, at staten allerede vil hamre hovedet mod låneloftet, der pt. lyder på 16,4 billioner dollar (rundt regnet 94.000 milliarder kroner), ved årsskiftet.
Hvis politikerne i Kongressen ikke kan blive enige om en aftale, så kan staten komme til at stå i en situation, hvor den ikke kan betale alle sine regninger - hvilket i teknisk forstand udgør en statsbankerot. Problemstillingen må alt andet lige optage præsidentens sind i disse dage, for konsekvenserne er store.
Yale-professoren Jack Balkin har dog en løsning på Obamas hovedpine - og den er hurtig, effektiv og helt lovlig. Allerede sidste år, hvor der var tvivl om vedtagelsen af det nuværende gældsloft, luftede han modellen, og nu er den dukket op til overfladen igen, skriver avisen Washington Post.
Modellen er simpel. Den bygger på, at præsidenten hverken kan sætte gang i mønt- eller seddelpresse, hvis han fattes penge - for der er lovgivningsmæssige grænser for, hvor mange guld-, sølv- og kobbermønter samt dollarsedler, der må være i cirkulation - men der er intet lovgivningsmæssigt loft, når det gælder mønter af metallet platin.
Jack Balkins forslag er ganske enkelt: Obama skal trykke to platinmønter pålydende en værdi på en billion dollar stykket, vise dem smilende frem ved et pressemøde i Det Hvide Hus, og så skynde sig i banken uden at tabe mønterne på vejen. På den måde vil han have øget statens formue med et trylleslag.
Normalt vil økonomer råbe "inflation", når en stat starter pengemaskinen, men det vil ikke nødvendigvis være konsekvensen i sådan en situation. For udstedelsen vil ikke være ensbetydende med, at staten øger sine udgifter. De vil være de samme som før udstedelsen, så det vil ikke i sig selv sætte dollaren under pres.
Platinmønt-tricket bliver ifølge Washington Post opfattet som helt lovligt af de fleste eksperter - og det vil kunne løse problemerne på den korte bane. Andre aktører har foreslået alternative forslag til, hvordan præsidenten skal styre fri af gældsloft-problematikken. Et af dem er, at sælge statens guldreserver, et anden er at præsidenten erklærer gældsloftet forfatningsstridigt.
Alle den slags krumspring har dog konsekvenser, og det gør ophavsmanden til platinmønt-løsningsmodellen, Jack Balkin, da også opmærksom på. Hans holdning er i dag, at det hele risikerer at blive alt for kompliceret.
"Alle den slags løsningsforslag skaber en masse usikkerhed, og de vil meget vel kunne føre til komplicerede retsopgør," siger Jack Balkin i følge Washington Post og tilføjer:
"En statsbankerot er mere simpel at håndtere."
Sidste år stod Barack Obama i samme situation, og her var det først i allersidste øjeblik, at parlamentarikerne gav håndslag på at løfte gældsloftet. Det, der egentligt burde være en formsag, blev ramt at den politiske skyttegravskrig, som amerikansk politik udgør - samt det faktum, at valgkampen til præsidentvalget var ved at komme op i omdrejninger.
Der er altså mindre på spil denne gang, og det taler for, at Kongressen finder en løsning. I modsat retning trækker det polariserede politiske billede - samt det faktum, at parlamentarikerne lige nu slås om den såkaldte "fiscal cliff", som er betegnelsen for de skattestigninger og voldsomme offentlige besparelser, der træder i kraft ved nytår, hvis ikke politikerne bliver enige om noget andet.
Det kan de nemlig heller ikke blive enige om - på trods af at de fleste opfatter politikernes opførsel som det rene galimatias. Såvel borgere som analytikere forventer, at der bliver indgået aftaler i sidste øjeblik i begge sager. Alt andet vil blive et enormt nederlag for det parlamentariske system - og ikke mindst for oppositionen i form af Republikanerne, der i manges øjne vil komme til at fremstå som uansvarlige.
De amerikanske politikere har tre ugers tid at løbe på. Barack Obama overvejer givetvis alle sine mulige træk - om platinmønterne pludselig triller ind på et pressemøde i Det Hvide Hus, vil kun tiden vise.