Her er listen over verdens rigeste – 11 danske milliardærer er i år at finde på listen

Forbes' liste over de rigeste i verden indeholder i år 11 danskere. Læs her hvem de er, og hvad der har skabt deres milliardformuer.

Kjeld Kirk Kristiansen, tredje generation i LEGO, er at finde på Forbes' liste over verdens rigeste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

2.755 dollarmilliardærer. Det er, hvad årets udgave af Forbes World’s Billionaires List, der udkom tirsdag, kan byde på.

Hvert år oplister Forbes de rigeste i verden. Kravet for at komme på listen er simpel: En personlig formue over en milliard dollar svarende til 6,3 milliarder kroner. Den klub kan 11 danskere i år bryste sig af at være en del af, men mere om dem senere.

Selvom det seneste år har været kaotisk, er formuerne hos de rigeste vokset, hvilket har bragt 660 flere milliardærer til listen.

Jeff Bezoz beholder førertrøjen

For fjerde år i træk ligger Jeff Bezos, stifter af e-handelsgiganten Amazon, øverst på listen med en formue på 1.107,2 milliarder kroner stærkt efterfulgt af Tesla-stifter Elon Musk med en formue på 944,5 milliarder kroner.

For første gang ses realitydarlingen Kim Kardashian West på listen, idet hendes formue netop har rundet 6,3 milliarder kroner og dermed har givet hende adgang til en 2.674. plads. Hendens formue stammer fra sociale medier, kosmetik og shapewear.

For første gang er Beijing i Kina hjemby for flest milliardærer på Forbes' liste. Med 100 milliardærer, der har adresse i den kinesiske storby, huser byen en milliardær mere end New York, og dermed slår Beijing den regerende milliardærhovedstad af pladsen.

Danskerne på Forbes' milliardærliste er ...

Anders Holch Povlsen

Anders Holch Povlsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Pr/Hans Christi.

Anders Holch Povlsen er den højstplacerede dansker på listen – på 161.-pladsen. Han er administrerende direktør for tøjgiganten Bestseller, der blev grundlagt af hans forældre, Troels Holch Povlsen og Merete Bech Povlsen.

Hans formue er i år steget til 82,6 milliarder kroner. En vild stigning på 50 milliarder kroner siden sidste år.

Desuden er han storaktionær i e-handelsplatformene Zalando og ASOS, der har haft kronede dage under coronakrisen. Aktiekurserne i begge virksomheder er steget til vejrs siden marts 2020.

Familien Kirk Kristiansen

Thomas Kirk Kristiansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Leslie Holm/Ritzau Scanpix.

Familien Kirk Kristiansen findes på 274.-pladsen og er familien bag legetøjsfirmaet LEGO.

På listen finder man Kjeld Kirk Kristiansen med en formue på 54,4 milliarder kroner. Han er barnebarn af Legos grundlægger, Ole Kirk Christiansen, og sad som administrerende direktør for virksomheden fra 1979 til 2004. Derefter sad han fire år som administrerende direktør for familiens holdingselskab, Kirkbi.

Efter ham kommer hans tre børn og LEGO-arvinger, Sofie Kirk Kristiansen, Thomas Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Thinggaard. Alle tre med en formue på hver 54,4 milliarder kroner. Alle fire har oplevet en stigning i deres formue på 16,3 milliarder kroner det seneste år.

Thomas Kirk Kristiansen har siden 2020 været bestyrelsesformand i LEGO.

Tilsammen ejer de fire familiens holdingselskab Kirkbi, der ejer 75 procent af LEGO-koncernen.

Niels Peter Louis-Hansen

Niels Peter Louis-Hansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Pr.

Niels Peter Louis-Hansen er Coloplast-arving og søn af stifter Aage Louis-Hansen.

Næstformand og storaktionær med en ejerandel på en femtedel af medicinalvirksomheden.

Hans formue lyder på 51,3 milliarder kroner.

Joachim Ante og David Helgason

David Helgason Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard.

Længere nede på listen finder man Joachim Ante på 1.750.-pladsen med en formue på 11,3 milliarder kroner, mens David Helgason er at finde på 2.674.-pladsen med en formue på 6,3 milliarder kroner.

De to er mændene bag virksomheden Unity, der siden 2004 har leveret spilmotorer til diverse computer-, konsol- og mobilspil.

Joachim Ante sidder i dag som teknologichef i Unity, mens David Helgason er bestyrelsesmedlem og tidligere direktør.

Stifterne blev milliardærer efter børsnoteringen af Unity på New York Stock Exchange sidste år.

André og Anna Kasprzak

Anna Kasprzak Fold sammen
Læs mere
Foto: Tony Gentile/Ritzau Scanpix.

På 2.263.-pladsen finder man André og Anna Kasprzak. Søskendeparret er tredje generation i skofabrikanten ECCO.

Deres mor, Hanni Merete Toosbuy Kasprzak, er datter af grundlægger Karl Toosbuy og sidder som bestyrelsesformand for ECCO.

André Kasprzak trådte ind i bestyrelsen, da hans far, Dieter Kasprzak, gik af som direktør.

André og Anna Kasprzak ejer sammen med deres mor ECCO, hvor André og Anna sammen ejer 74 procent af virksomheden.

Anna Kasprzak er dressurrytter og repræsenterede Danmark ved OL i 2016. André Kasprzak var i mange år professionel golfspiller.

Begge har hver især en formue på 8,1 milliarder kroner.

Benedicte Find

På 2.278.-pladsen finder man Benedicte Find, som er den anden Coloplast-arving. Hun er datter af grundlæggeren, Aage Louis-Hansen, og søster til næstformanden, Niels Peter Louis-Hansen. Hun har en samlet formue på 7,5 milliarder kroner.

Benedicte Find har en mindre aktiepost i virksomheden og er uddannet arkitekt og driver en designstue med sin mand.